Jeg tror, at jeg har glemt min oplevede verden. Eller jeg har glemt, hvad den betyder. Hvor fundamental distinktionen mellem den oplevede og den delte er. Hvor revolutionerende. I en tid med eksistentiel famlen. Distinktionen er fundamental for eksistensen. For vores måde at forholde os til os selv. For vores forståelse af vores selv. For vores forståelse af at vi overhovedet har et selv, som oplever verden, unikt. Som den eneste, der oplever verden på præcis den måde.
Jeg overser så mange af nuancerne ved min eksistens, når jeg tænker den fra den delte verden. Når jeg kun tror på de ting, som kan deles og som er fælles. Så glemmer jeg min tinde. Min top. Som ikke river op over andre, men som hæver sig op over det almene. Som, hvis man lever i en verden af det almene, i den delte verden, man vil forsøge at hive andre ned fra igen. Janteloven. Du skal ikke hæve dig over os andre. Det gør jeg ikke. Jeg tager ikke jeres plads. Jeg tager bare min egen. Jeg husker min tinde. Nuancerne af min eksistens. Anerkender dem, oplevelserne, som eksisterende. Som virkelige! Respekterer dem som noget mere end blot mine. Som mine rækker de ud over mig selv, for jeg er ikke selvforårsaget. Jeg dikterer, på trods af hvad vi snæres ind til at tro, ikke mine oplevelser. Hverken mine omgivelser, eller hvordan jeg kommer til at reagere på dem. Jo, men i forsvindende lille grad, når man begynder at få øje på det.
Alligevel er mange af os fastnet i den marginale del af os selv, som har indflydelse på vores omgivelser, og hvordan vi selv reagerer på dem. Her fanges vi af en kultur, som næres af selvforstærkende megalomani…
Jeg har længe nu, sådan føles det, glemt min tinde. Levet i det almene. Eller i hvert fald glemt, at jeg også har en tinde, som jeg kan bruge tid på at bevidstliggøre. Mit projekt har ikke rigtig givet mening i mit hoved, og når jeg har skulle fortælle det, for jeg har ikke kunne mærke det. Jeg har glemt essentielle dele af det.
Den oplevede verden er blevet tre ord, som har mistet fordums betydning og med denne sin glans. Sin radikalitet. Sin aktualitet. Selv nu er det svært at få greb om det i tanken. … Jeg har jo faktisk et projekt her. Et projekt som stadig er relevant. Et projekt som nok også vil have gavn af mine nylige erfaringer. Mine nye systemer. Mit livtag med parforholdet.
Det er et eksistentialistisk projekt, som føder over i feminisme, og som føder over i parforhold. Som føder over i de kategorier, hvor mit eksistensfilosofiske system kan bidrage og har bidraget til et friere forhold til mig selv. Føder over i de kategorier, som har fastholdt mig, fraholdt mig fra at tage hele mig i brug. Fra at udfolde min eksistens.
Fint, men så må jeg jo gøre noget med det. Dykke ned i det, jeg allerede har skrevet. Filtrere. Sortere. Notere. Skitsere systemet, som jeg ser det nu, så jeg kan dele det. Så jeg kan leve det. For jeg tror faktisk, at jeg har haft fat i noget. Og nu er jeg måske klar til at dykke ned i det igen efter mine følelsesmæssigt ekstreme udfordringer med at være mig i noget så intenst som et parforhold. For det passer også ind. I systemet. Ikke på den måde, jeg troede, at det skulle passe ind. Jeg troede, jeg fandt en skæbne. En vej at følge. Men hvad jeg fandt, var tradition. Kultur. Jeg fandt min krops reaktion på frygt og impuls. Jeg fandt en vej gennem overfladen af tilværelsen. En vej gennem overfladen af tilværelsen baseret på flugt fra frygt.
Mit speciale forsøgte at binde bro, uden at jeg selv kunne mærke, hvilket land den bro førte til. Nu har jeg mærket det. I efterårsferien. Roen. Sammen med Elin. Eller ikke ro, men fraværet af frygt. Forskellige følelser, men (næsten) ingen selvbevidsthed. Følelsen af at være okay med et andet menneske i den relation. Følelsen af nye, anderledes følelser. Som et parallelspor, der blev åbnet op. Ikke vildere. Ikke fantasien eller idealet. Måske heller ikke dybere. Jeg ved det ikke. Bare anderledes. Friheden til at være mig. Til at være sjov. Latterlig. Barnlig. Voksen. Seksuel. Aseksuel. Og i friheden en kærlighed til Elin. Anderledes end jeg troede, det skulle være. Men rar. Virkelig rar. Og fri.
Jeg er der ikke længere. Men nu har jeg mærket det. Før var det teori. Tanken om et land på det uudforskede sted på kortet. Idéen om en planets eksistens, som ikke kunne direkte observeres. Men med en form for tyngde, der har draget mine tanker ind. Den måtte eksistere ifølge beregningerne. Nu har jeg set den. Jeg har mærket dens eksistens. Det kan være sådan. Nuanceret, men fucking okay.
Og det passer ind i systemet, hvis systemet udbygges. Jeg havde en idé om det allerede i Italien. Skrev den ned på Hende. Jeg blev bange for mit system. For skæbnen. For min følelse. For overfladen. Men jeg tror, at mit system kan blive rigere af den rejse. Hvis jeg i mit eget levede liv er klar til at se det i øjnene snart.
Det er primært teorien om de to selv, som endnu ikke er landet, tror jeg. Fordi det dybe selv blev gjort ”rigtigt”. Som noget der skulle følges. Og dermed fik autoritet i en binær, etisk livsverden. Den kan jeg heller ikke helt få greb om i tanken. Endnu.
