profile

bare en tanke.

En tanke om frekvens og køer.


At strække sin frekvens ud

eller

Hvad ville en ko på Amager Fælled gøre?


Støj. Jeg er så fucking træt af støj. For meget. Der kapitaliseres på mit fokus, så alt kræver det. Reklamer, sociale medier, medier, tv, radio, ligegyldige minutter, man bruger på at tjekke sin mail på sin iPhone, mens man sidder på toilettet, selvom man egentlig ikke behøver tjekke sin mail, men fordi man har slettet sine sociale medier på sin iPhone, så man ikke får så meget støj.

Det kryber ind alligevel. Jeg skal have mere. Jeg vil have mere. Min hjerne kører hurtigere. Højenergetisk content (et begreb der godt må fucke ud af mit liv) bombarderer mit sind i en lind strøm af lort. Jeg kan ikke lade være. Med at tjekke mailen, når jeg sidder på toilet, fordi min hjerne kører i tempoet.

Jeg kan ikke længere, og har længe ikke kunnet, tisse uden at tage telefonen frem. Og hvis jeg mirakuløst glemmer at tage den med, og jeg allerede har sat mig og begyndt strålen, så skynder jeg på strålen ved at presse det sidste ud, før jeg er færdig. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men jeg vil det tydeligvis. Mere. Hurtigere.

Mine frekvenser bliver trykket sammen. Fordoblet. Tredoblet. Min tankefrekvens. Konstante tanker. Hvad skal jeg, når jeg kommer hjem? Jeg har fri; hvad skal jeg så finde på? Skal jeg læse i den bog nu? Eller skal jeg skrive? Eller skal jeg fikse x, y eller z? Flere tanker. Hurtigere. Jeg vil gerne slappe af. Hvordan skal jeg slappe af? Skal jeg gøre sådan her? Hvordan var det nu, jeg kunne slappe af? Jeg må gøre noget.

Hvilket leder mig til problemet. Måske skal jeg ikke. Jeg har bare glemt hvordan. Men så kan jeg trøste mig med, at koen på Amager Fælled ser tilfreds ud med i det langsomste tempo at tygge drøv, mens dagens evighed strækker sig ubemærket foran den. Den finder dét naturligt, som jeg har glemt: at slappe af. Ikke at gøre noget. Lade min krop tisse færdigt, fordi så travlt kan jeg ikke have. Lade mine tanker flyve, for så vigtige kan de ikke alle sammen være.

I en verden, der opfordrer mig til at ville, skal jeg genlære, hvad det vil sige ikke at ville. Hvad det vil sige at lade min frekvens strække sig ud igen.

Bare en tanke.

Send et brev?

Simon Tørnkvist

Provstevej 24, 2tv, 2400 København NV


Afmeld · Præferencer

bare en tanke.

Mmh. Der sker ikke så meget. Bare en tanke hver søndag. Måske bliver det til noget større en dag.

Share this page