Vi venter lidt på hinanden. To pleasere i et rum. Eller jeg gør i hvert fald. Afventer. Noget kører på højtryk, som jeg ikke kan definere. Ikke kan kommunikere. Indenunder. Ikke at jeg har lyst til, at vi bare ignorerer hinanden og lever hvert vores liv, men det er svært at være helt mig selv, ikke tynget, ikke afventende, fordi noget kører i baggrunden. Noget, vi ikke får sat ord på. Et noget, som måske ikke er noget. Men som om ikke andet er der. En forventning. Et holdt åndedrag. Et forsøg på at tilpasse sig en, som også forsøger at tilpasse sig dig. Fritsvævende uden en tone, så der er ikke noget at gå ud fra. Vi har ingen vilje. Jeg har ingen vilje, for jeg bruger den hele på at ville tilpasse mig. Eller ikke. Den kører bare. Og jeg bliver afventende. Den anden kan mærke det. Mærke, når det kommer indefra, og når det ikke gør. Det handler ikke om, hvad man siger; det handler om, om det kommer indefra. Det handler ikke om, hvad man gør; det handler om, om det kommer indefra. Det er det eneste, der betyder noget. Du kan sige det rigtige, men hvis du siger det rigtige, fordi det er det rigtige, føles det forkert. Det kan mærkes. Der er forskel. Jeg har ikke brug for at blive regnet ud, men jeg er elendig til at lade være med at forsøge at regne andre ud. Finde ud af hvad de har brug for, så jeg kan trække i det rigtige håndtag. Så jeg kan sige det rigtige.
Det rigtige hjælper dem ikke. At mærke noget, der kommer inde fra et andet levende menneske gør. Der er en forskel. Vi kan mærke den. Men der er helt vildt langt derind. Derind hvor det kommer fra i mig. Hvor jeg ikke tilpasser mig og mine svar til den anden og situationen, men i stedet responderer med mig.
Jeg forblændes af det rigtige. Det gør vi nok alle sammen. Men det handler ikke om det rigtige. Ikke egentlig. Det handler om, hvad der kommer indefra. Derinde hvor jeg ikke forårsager. Derinde hvor jeg blot kan forsøge at se, dele og blidt at være med det.
