Jeg har været fange i sociale konventioner igen. Gjort det, man skal gøre, sagt det, man skal sige, set dem, man skal se, grint, når man skulle grine, alt imens tilværelsen langsomt bliver mere og mere grå. Ikke så hurtigt at jeg lægger mærke til det. Langsomt. Som en krybende tåge. Utilfredsheden kommer langsomt nok til, at jeg stadig svarer 'nå, men jeg har det egentlig meget godt,' fordi jeg endnu ikke har sprog for den snigende tåge. Jeg mærker den, men ikke der hvor jeg mærker efter, når jeg bliver spurgt. Den er udefinérbar. Æterisk. Den vokser langsomt i takt med, at jeg følger manuskriptet i mit liv med mennesker, som har lært det samme manuskript, og som også ubevidst spiller med, alt imens vi forundres og imponeres af børns lyst til livet. Vi står alle sammen længselsfuldt og ser på dem, mens de lever det liv, de har fået. Det liv, som langsomt tages fra os i et manuskript.
Manuskriptet er ikke mit liv. Men mit liv bliver manuskriptet. Ting begynder at føles grå. Dagligdag. Jeg kan grine, men det kommer ikke fra maven. Jeg holder mine sociale relationer ved lige, men jeg føler mig ikke helt set. Jeg gør, hvad jeg skal, men hvorfor bliver det så gråt? Hvordan i alverden har børn så meget livsglæde?
De følger ikke manuskriptet. De har ikke lært dets intrikateter endnu. De har endnu ikke begrænset sig selv til normen. De giver udtryk for det, som sker inde i dem. Nogle gange på bekostning af andre. Derfor skal vi lære, at der findes andre end os selv. Derfor begynder vi at følge manuskriptet. Så vi kan navigere i verden. Men vi glemmer hurtigt, at manuskriptet er retningslinjer. Det er en drejebog. Et redskab. Til at begå os i verden. Til at relatere til andre mennesker.
Mit liv bliver gråt, når mit liv bliver et manuskript. Så må jeg bryde ud. Ikke nødvendigvis voldsomt og ublidt. Men radikalt. Og den eneste holdbare måde, jeg har fundet, er at fortælle sandheden. Bryde lænkerne af manuskriptet ved at insistere på at skære igennem tågen med ærlighed. Ikke snakke andre efter munden. Ikke grine, fordi det forventes af mig. Ikke se dem, jeg skal se. Ikke gøre det, jeg skal gøre. Bryde fucking ud. Se død ud i ansigtet, hvis det er sådan, jeg har det. Lade være med at tale for at fylde en stilhed, hvis jeg ikke har noget at sige. Lade være med at spørge, hvis jeg ikke er interesseret. Lade være med at gå med i frygt for at være den, der blev alene tilbage.
Bryde med manuskriptet. Være ligeglad med det, for derved at tage sig selv seriøst. Tågen kryber ind i mit liv, fordi jeg ikke giver mig selv lov til at være i mit liv. Fordi jeg må hellere lade være med at sætte mig selv derud, hvor jeg kan blive set, for hvad nu hvis der så er nogen, der siger, at jeg gør det forkert, ligesom dengang jeg var barn, hvor jeg begyndte at lære manuskriptet at kende og forstod oplevelsen af at være forkert?
Bryd ud af tågen? Genoptænd ilden i dit bryst, som vil udtrykke sig i verden. Ikke som nogle mænd tager fejl af. Ikke på andres bekostning. Det er også en måde, men hvornår har det nogensinde givet mening at gøre sådan? De må forstå, at man godt kan udtrykke sig og lytte på samme tid. Det er ikke kvinder, der har fucket dig op. Det er, at vi glemmer, hvad det vil sige at udtrykke os selv på vores egen banehalvdel. Du kan godt blive set og se andre. Det er plads til os alle. Men hvis der skal være plads til mig selv, må jeg give mig den. Jeg må begynde at dele mig. Ikke hvor god jeg er til at følge manuskriptet. For det bliver en grå tilværelse.
Bryd ud. Det er det blideste, du kan gøre for dig selv.
