Halvdyb vejrtrækning. Pust ud. Lad synet stille uklart ud ad vinduet på den grålige svenske forårsnatur, som dækkes af støvregn og bades i fuglesang. Stilhed efter stormen i mit indre. Turbulent morgen. Måske ikke et mandeproblem. Helt sikkert et Simonproblem. Måske et pleaserproblem.
Jeg har brugt næsten tredive år på at tage ved lære. Alle mulige slags situationer. Hvordan gør folk? Hvordan reagerer de? Hvad er rimeligt? Hvad er ikke? Hvad kritiseres? Hvad hyldes? Hvordan er man et godt menneske? En god mand? Aflæs. Reflektér. Regn ud. Praktisér.
Jeg har tilegnet mig et regulært kartotek af do's and don'ts. Lad mig se, hvilken situation står jeg i? Okay, så skal jeg tage den her vej.
Det kører ubevidst. Former min adfærd. Får folk til at lovprise min adfærd og min person. Brugbart i et skolesystem, som opfordrer til, at man regner underviseren ud. Hvad vil du gerne have? Okay, så får du det.
Mindre brugbart i et levet liv. Tilpasningsparat? Ja, er du gal. Plads til mig, som jeg egentlig er og føler? I mindre grad. For det er ikke det, der er mit udgangspunkt. Ikke mig. Det er mit kartotek af handlingsstrategier, så jeg kan blive accepteret. Problemet er bare, at jeg så accepteres for min handlingsstrategi, min evne til at analysere, huske og applicere, ikke det, jeg er. Og det er ret svært for mig at give slip på handlingsstrategierne, for de er mit skjold. De er blevet min identitet. Andres lovprisning har bekræftet mig i deres rigtighed, i min rigtighed ved at følge dem. Verden er et lettere sted, når man kan regne ud, hvad den gerne vil have, men hvor efterlader det mig? Uset. Levende i mørket, hvor jeg sidder og trækker i de rigtige håndtag. Urørt. Bortset fra når det viser sig, at jeg trak i det forkerte håndtag, når verden ikke lovpriste min handling og hele skylden falder tilbage på min evne til at vælge den rette strategi. I det tilfælde falder det hele sammen om ørene på det jeg, som febrilsk har forsøgt at opretholde en facade af at være en, som kan vælge den rigtige strategi for at blive accepteret. Altså mit eksistensgrundlag. Det, jeg altid har fået at vide, at jeg er god for: min evne til at være gnidningsfri.
Største frygt? Gnidning. For mens jeg er blevet god til at trække i de rigtige håndtag, er jeg blevet håbløst uvant med at være i lyset. Rent faktisk at blive set. Ikke for min evne, men for min væren. Gnidning betyder: hvad fuck skal jeg gøre? Alle mine håndtag sikrer gnidningsfri tilværelse. Det er jo målet. At blive accepteret. At passe ind. Gnidningsfrit. Jeg har pludselig ingen håndtag at gemme mig bagved. Og ved ikke, hvad jeg skal gøre uden håndtag. Ved ikke, hvad jeg kan gøre uden håndtag.
Sådan var det i morges. Heldigvis gjorde jeg ikke rigtig noget. For det var jo det, jeg kunne. Og Elin har ikke forladt mig endnu.
