Det er klart for mig, at der findes flere måder at være i verden nu. At der findes flere måder at tænke på. Altså grundlæggende anderledes. Heidegger viste mig det. At tænke uden for sig selv, videnskabeligt, eller at tænke i sig selv, med sig selv, med verden.
Nu viser bell hooks mig, at der er flere måder at elske på. At det, jeg troede var kærlighed, måske faktisk slet ikke er det. Jeg læser det i de sider, jeg har skrevet tidligere, i Italien. Mellem linjerne. Jeg ser usikkerheden i de sider, jeg skrev senere, med Elin. Vaklende mellem måder. Uærligt, fordi jeg endnu ikke har fundet et sprog. Fordi hele den måde, jeg har tænkt på altid, fortæller mig, at jeg lyver, og jeg ved det jo godt. Vi skal bare ikke være sammen. Du elsker hende ikke ... rigtigt. Frygten, som ikke var der lige før, blusser op i mig, mens jeg skriver de her ord. Jeg har tænkt på den måde i al den tid, jeg kan huske.
Men logikken holder ikke. Og jeg kan endelig overskue det lidt, se en helhed, eller afridset af en. Med ro i kroppen, som jeg kun sjældent har haft det i halvandet år. I den tid hvor min krop sagde et, men jeg insisterede på noget andet. Nu akkumulerer oplevelserne sig. I går tog jeg imod et kram, som jeg kunne mærke, som fik mig til at græde, som ikke var holdt på sikker afstand, som ikke var weird eller forkert, for intimt.
Den oplevelse kom ikke af at følge kulturens version af kærlighed. Kun ved at gentænke den. Den ene version er umulig at undgå, og den anden er forbandet svær at se. Jeg har fulgt den i blinde med et sprog, som ikke egnede sig til den måde at tænke på. Men nu giver nogle oplevelser mening i lyset af ... en anden måde at tænke på, en anden forståelse af kærlighed, en anden måde at være i verden. Som min manglende evne til at tage egentligt imod et kram. Den følelse af altid at holde folk lidt på afstand. At kigge væk når der var mulighed for, at Elin så mig helt ind i kernen. Den beskyttende afstand giver mening. Og jeg behøver ikke leve isoleret bag den resten af mit liv.
Og mit overdøvende fokus på det ydre. Kropsbehåring, røv, bryster, trofæ, ikke pæn nok, alt det lort, som jeg er blevet fyldt op med, men som jeg ikke har kunne komme af med. Selvom jeg havde en fornemmelse for det allerede for tre år siden på siden om "Hende".
Sex. Fucking, lorte sex. Jeg er blevet frataget mit følelsessystem og til gengæld fået tildelt en uproportionel fiksering af en idé om kvindekroppen. Ikke som den er, men som jeg, og alle andre, har fået fortalt, at den skal være. De tog mit følelsesspektrum fra mig, de tog omsorg fra mig, og i stedet gav de mig sex. De lovede, at det var vejen, vejen til det, jeg søgte. Ro. Forbindelse. Følelsen af at være hel. De tog omsorgen fra mig, lod mig isolere mig selv med sikker afstand, gav mig sex som eneste løfte. Sex med idéen om en kvinde, ikke med et rigtigt menneske. Jeg ville intet hellere hver aften liggende på min pude, da jeg var deprimeret i start tyverne, end at tage hjem til min mor, se hende i øjnene så godt, som jeg kunne, hvilket ville være dårligt, sige at jeg havde det dårligt og modtage et kram. Jeg ville bare have et kram, som jeg kunne mærke, men de lovede mig sex som kærlighed og sex som kærlighed som omsorg. Jeg kunne ikke krydse afstanden. Jeg kan stadig ikke. Noget stopper mig. Det er weird. For intimt. Og sex sælger stadig. Alle steder. Det forjættede land. Og vi tager fucking fejl. Men det er usynligt. Skjult i følelser vi ikke må tage alvorligt. Skjult i legitime følelser, som vi kun kan tolke som lyst til at onanere. I et underliggende desperat forsøg på at få lidt omsorg, lidt kærlighed, gnider vi os selv på tissemanden, mens en sexsælgende industri hjælper os med at komme videre. Hjælper os med at komme over det. Koom, kom, kom. Tænk ikke over det, bare kom til den her video, så er du videre. "Jeg er bare sådan en mand, som godt kan lide sex." Måske er du sådan en mand, som gerne vil have et gran omsorg i en verden, du har været tvunget til at isolere dig selv fra følelsesmæssigt, og den eneste måde, du er blevet fortalt, at du kan få omsorg er gennem sex, selvom du endnu ikke er bevidst om, at det er omsorg, du egentlig mangler. Du undrer dig måske bare over, hvorfor sex betyder så meget for dig. Hvorfor det skal være så kompliceret med sex for kvinder. Vi har alle fået samme historie. Du er blevet sexfikseret, og hun er blevet objektiviseret. Dine følelser er blevet taget fra dig, og hendes krop er blevet taget fra hende. Ingen vinder. Medmindre du finder en kvinde, som du altid vil finde sexet, og hun kan overse objektiviseringen, idealiseringen, og have nok i din tilbedelse.
|
Jeg prøver bare at lukke op. At se Elin forsigtigt i øjnene. At lade hende komme helt herind, hvor jeg for længe har barrikaderet mig uvidende om min egen barrikade. Det er arbejde. Belønningen er ikke lige så skinnende, lige så iøjnefaldende. Belønningen var i går gråd. Og et kram. Det sælger ikke. Men det er ærligt. Og det giver lidt mening. For i den her måde at være i verden er der plads til det hele. Der er ikke rigtigt. Der er ikke godt. Der er ikke sammenligning. Her er man bare. Og alle kan få lov at være, har plads til at være på samme tid forskellige. Det er logisk. Omsorgsfuldt. Helende. Afrundet, uden at være afsluttet. Det er det eneste, der giver mening. Og det er den vej, jeg vil.
