Hvad nu hvis de er roden til alt ondt? Okay, måske ikke alt ondt, men roden til at jeg kan vurdere mig selv negativt i første omgang. Hvad nu hvis de søde mennesker, som i min opvækst har ville gøre noget godt imod mig, som har ville give mig en lille gave i form af et kompliment, som har forsøget at bygge mig op, i virkeligheden har været præcis dem, som har været med til at fucke mig op?
Vi giver dem af godhed. Vi giver dem for at hjælpe med at bygge andre op. Men hvad nu hvis opbygningen er problemet? Hvad nu hvis selve komplimentets natur er en del af en struktur, som er indlejret i vores kultur, hvor vurderingen og sammenligningen får primat? Hvad nu hvis det aldrig bliver min tur i den kultur, uanset hvor mange komplimenter jeg får? Okay sorry, jeg kunne ikke dy mig.
Men måske er komplimentet netop altafgørende for, at jeg retter mit fokus mod vurderingen. At jeg kommer til at leve for vurderingen. At jeg først er okay, når jeg får komplimentet. Når en anden har blåstemplet min eksistens. Når jeg har regnet ud, hvordan jeg skal opnå komplimenterne, så verden kan se på mig ... bifaldende?
Måske er komplimenter, ikke bare nedgørelser, grunden til, at jeg ser mig selv udefra. At de fleste af os gør det. Givet i god tro er de måske med til at forstærke en eksistentiel afhængighed af selve komplimenterne, af vurderingen, af andres vurdering. Hvad hvis jeg ikke havde dem at forholde mig til? Hvad hvis jeg fik lov at stole på min egen måde at gøre tingene på, mit eget forhold til mig selv, men egen væren i verden, uden interferens fra andre? Hvad hvis jeg ikke behøvede at opbygge mig selv, fordi jeg aldrig havde lært, at det er godt at være opbygget, pæn, klog, dygtig? Hvad nu hvis det ene ikke var bedre end det andet, men lige meget værd? Bare forskelligt? Diverst. Blomstrende.
Men det kræver noget af vores kommunikation. Det kræver, at vi ikke bare kommunikerer det umiddelbare. Det, der har med den anden at gøre. Vi må stoppe med at sige du. For når du giver et kompliment, siger du jo egentlig aldrig noget om den anden. Det ligner det, det føles sådan, men du siger egentlig noget om dig selv. Din vurdering. Den følelse, der blev skabt i dig. "Du har en virkelig fin stemme," er ikke på din egen banehalvdel. "Jeg fik en virkelig dejlig følelse af kærlighed, da du snakkede tidligere," er. Så skal jeg ikke forholde mig til min stemme. I stedet kan jeg forholde mig til at modtage lidt kærlighed. Jeg behøver ikke blive selvbevidst og usikker på om min stemme nu også er lige så fin fremadrettet, altså fanges og isoleres i min selvbevidsthed, men i stedet være i gang med at udbygge et relationelt bånd til et andet menneske. Overskride mig selv uden vurdering - på en helt anden måde at være. Relationelt, ikke isoleret. Værende, ikke vurderet. Vurderingen giver slet ikke mening her.
Jeg har ikke overblik over applicérbarheden af det her, men tænk bare på hvor hyperopmærksom på sin krop man som kvinde bliver opdraget til at være i den her kultur og hvor mange af os, der prøver at lappe den sorg og smerte med komplimenter. Jeg er ikke sikker på, at det nogensinde giver muligheden for at bryde ud.
