Jeg er så fucking træt af mænd og deres version af kærlighed. Prove me wrong: ingen mand, der nogensinde har skrevet en stor kærlighedssang, er stadig i et sundt og varigt forhold.
Den er tofoldig: Ét: kvinden idealiseres altid. Hun er den Anden. Hun er den, der bliver talt om. Hun har ikke en stemme, men hendes stemme er smuk. Det kan man mærke. Det afhænger ikke så meget af hendes stemme, men af en følelse inde i mig. Det kunne for så vidt også have været en anden (hvilket det ofte er, hvis de har skrevet flere sange), for det er min følelse, der gør hendes stemme smuk. Hun er perfekt, som hun er, fordi jeg føler det. Eller i hvert fald fordi jeg fortæller mig selv (og alle andre), at jeg føler det. Det skal jeg jo. Hvordan skulle jeg ellers kunne bekræfte hende? Hvilket er mit job. Hvilket ville lede til to, hvis ikke jeg først lige skulle cementere den her pointe. Mænd, der skriver sange om kvinder, elsker ikke kvinder. Jo, måske idéen om kvinder, men ikke en virkelig kvinde. Derfor kan de ofte også først finde de rigtige ord og den rigtige følelse, når de ikke er sammen længere. Så er han sikker på, at det er hende, han vil have. Jeg har været der. Det er lettere at 'elske' idéen om en kvinde, når hun ikke står i vejen og gør dig ubelejligt opmærksom på, at hun eksisterer. At hun faktisk har sin egen stemme, som måske får dig til at føle andet end det, du, som konstituerende for hendes stemme, ellers skulle føle. Altså at den er smuk.
To: manden skal altid give. Jeg er på intet tidspunkt i al min tid som mand blevet opfordret til at øve mig på at tage imod kærlighed. Jeg ved stadig ikke, hvad det vil sige. Jeg skal jo give den. Forsikre hende, jeg har valgt, om, at hun er god nok til min kærlighed. Overbevise hende om, at jeg er god nok til hendes. Jeg er den agerende. Den handlende. Har altid skulle være det. Det er det eneste, jeg har set mig selv som. Den handlende. Den overbevisende. Den, der altid skal give. Være klar til at give. Hvis jeg modtager, er min eneste respons at give tilbage - jeg kan ikke andet. Også hvis jeg ikke har noget at give. Jeg kan ikke finde ud af at modtage, for jeg forstår ikke, hvad det betyder. Jeg har ikke mærket det, siden jeg var lille dreng. Siden før jeg begyndte at isolere mig som den, der skal give. Hvordan skal jeg nogensinde finde ud af, hvad det vil sige at elske, hvis jeg ikke får lov at mærke at modtage? Hvis jeg kun kan skyde tilbage? Hvis jeg, som den handlende, ikke kan finde ud af at være passiv? Hvis jeg ikke kan finde ud af at tage imod? Hvis jeg skal sidde isoleret inde bag min mur, hvor ingen kan ramme mig?
Tænk over det, næste gang du hører en kærlighedssang skrevet af en mand. Vi har ikke særlig godt styr på det til trods for vores åbenlyse forsøg på at bevise det modsatte. Gad vide hvornår vi tør begynde at lytte til andre?
