Subtile forandringer. Ord, der før gav én mening, giver nu en anden. Som da min værtslillesøster lige fortalte om den mærkbare følelse kvinder imellem. Mærkbar, men svært definerbar. En følelse af omsorg, empati, en følelse af at høre til, forstå hinanden, at have lov til at være og tage plads. Et bånd af ikke at være underlegen. En mystisk mærkbar følelse mellem kvinder.
Sådan en har jeg længe haft med andre mænd. Bare med den forskel, at det ikke var en følelse af forbindelse, men en følelse af en mur. Noget uoverstigeligt imellem os.
Vi kan begge mærke det. Jeg kan se det i dine øjne. Ingen af os kan sætte ord på det. Men vi står på hver vores side af en kløft. En kløft, som blev skabt i os for mange år siden som små drenge. Man kan røre den, men man kan ikke komme for tæt på. Man må ikke forsøge at træde over. Vi er afhængige af den. Isolationen. Vi har levet med den næsten så længe, vi kan huske. Det er bare sådan, det føles. Der er ting, vi ikke kan snakke om. Fordi vi ikke kan. For intimt. Så vi holder hinanden væk. På sikker afstand. Sværger til isolationen. Den har vi til fælles. Det er ikke så galt. Bare sådan det er. Lettere at fokusere på det, der er udenfor. Lettere at åbne op med en kvinde. Lettere at få det til at handle om hende. Det er virkelig ikke så galt. Der er ikke nødvendigvis behov for ændring. Hvad skulle det til for? Jeg kan lide min individualitet. Tænker det ikke som isolation. Det er ikke nødvendigvis negativt - bare sådan, det er. Muren er der bare. Kløften. Forsvinder lidt, når vi drikker.
Maskulinitet er ikke i krise. Mænd er. Vi skal ikke nødvendigvis være stærke længere, selvom det ikke skader at være det, så længe man også bare er blid og kærlig og kan græde. Jo flere ting vi skal være, des flere ting er der at leve op til. Men hvordan skal jeg være blid fra et sted af isolation? Hvordan skal jeg lære at være kærlig isoleret? Hvordan skal jeg kunne græde i isolation?
Der er plads til os, men vi forstår ikke, hvad det betyder. Vi står stadig bag muren. Det er det, vi ikke forstår. Det er det, I ikke forstår. Omfanget af isolationen. Vi kommer aldrig videre, hvis vi ikke finder ud af, hvor vi er. Vi får aldrig rødderne. Forstår ikke os selv og forstår ikke, hvorfor I ikke forstår os. Søger svar hos andre mænd, som heller ikke forstår isolationen. Mænd, som fokuserer på det, der er udenfor. Mænd, der forstår, at det er lettere. Lettere at få det til at handle om hende.
Jeg kan ikke vende mig fra muren, før jeg forstår, at der er en mur. Jeg kan ikke vende mig fra muren, før jeg ser en anden vej. En vej ud af isolationen.
Den findes. En vej ind i relationen.
I subtile forandringer.
