Mørke. Det startede med mørke. Intet gav mening. Op var ikke længere op. Ned, ned var ikke længere. Jeg var efterladt. Efterladt af min krop. Uden en krop. Men smerteligt opmærksom på den. I kamp mod den. Uden tiltro til den. Hvorfor? Det var det ene spørgsmål. Hvorfor? Og det andet spørgsmål: Hvordan kommer jeg tilbage? Hvordan kommer jeg tilbage til glæde? Hvordan kommer jeg tilbage til at have det, som jeg havde haft det?
Jeg kunne huske følelsen. Jeg kunne huske følelser. Glæde. Ubekymrethed. Barnlig … tryghed. Jeg kunne huske følelsen af ikke at have behov for mening. Jeg kunne huske, at verden var fuld af mening. Men jeg kunne ikke længere mærke det. Det eneste, jeg kunne mærke, var mørke. Det føltes gråt. Unuanceret. Dødt. Ubehageligt.
Behovet for mening opstod. For hvad var meningen uden mening? Hvorfor fortsætte? Hvorfor fortsætte hvis det skulle føles sådan? Der var ingen mening i den følelse. Ingen mening med at fortsætte. Jeg kunne se resten af mit liv. Sådan føltes det. Det var det samme. Resten af mit liv var mørkt. Fængslende. Jeg kunne grine, men det var tyndt. Grinet, smilet nåede aldrig dybt. Det nåede ikke mit væsen. Mit væsen var væk. Jeg kunne ikke mærke det længere. Det eneste jeg havde tilbage fra det, var det hul, det efterlod. Det mørke… Hvordan kunne det bare forlade mig?
Men jeg havde én ting. Jeg kunne huske, at jeg havde haft det anderledes engang. Jeg kunne ikke genkalde mig følelsen i min krop, så jeg hang fast i mindet om noget andet. Jeg klamrede mig til det. Det var det eneste, der gav mening. Uden det minde … uden det minde havde jeg måske givet op. Hvilket ikke ville føles som at give op. Det ville bare have været at vælge den mindst smertelige vej fremad. For mig selv. For jeg kunne se min fremtid som en endeløs gentagen af nutiden. Mit eneste anker lå i fortiden.
Jeg genkaldte mig billeder af mit ansigt, lysende, følelsen af min mave, boblende, en eftermiddag på cykelstien ved den første bro fra mit barndomshjem mod skolen. Jeg kunne huske, hvordan jeg ikke forstod min kammerat i gymnasiet, da han spurgte om mening. Meningen med det hele. Jeg kunne huske, at jeg fejede det væk. Man skal vel bare have det godt? Hvorfor overhovedet stille spørgsmålet? Hvad var meningen med det?
Specielt mindet fra den eftermiddag ved broen. Jeg kunne ikke huske, om jeg cyklede eller ej, eller hvad konteksten var. Der var ikke meget til mindet. Men der var mindet om en følelse. Boblen i maven af glæde. Lykke. En følelse af at høre til. At blive bekræftet. Af at være mig selv og have det godt med mig selv. Boblende godt. Jeg kunne ikke huske følelsen, men jeg kunne huske, at der var en følelse, der gjorde det ved mig. At det var sket. Som noget jeg havde læst, men ikke oplevet selv.
Det startede i mørke.
Det startede i mørke, og det eneste jeg havde var en idé. En idé hentet fra et minde om noget andet. At jeg kunne have det på en anden måde. Mørket, mistilliden, ubehaget mod en idé. En idé, jeg insisterede på. Der måtte være noget andet, siden jeg havde et minde om det. Og hvis der var noget andet end mørket, så måtte det kunne komme igen. Så efter min ubevægelighed, min paralyse, fra da jeg ramte vandet, chokket, gav mindet om den idé mig energi nok til at forsøge at sparke. Til at forsøge at tage et tag. Til at forsøge at finde en retning. Identificere enten op eller ned. Kortlægge det og tage et tag til.
Så jeg begyndte at svømme i mørket. Vægtløs på ti meters dybde.
Med tiden fik jeg opdrift. Jeg kom sågar op til overfladen. Gud, hvilken følelse. Kortvarigt. Frisk luft. Lys. Ned igen. Altid ned igen. I mørket. Det blev kun marginalt lettere … det blev aldrig lettere. Det var samme håbløshed hver gang. Men nu havde jeg flere idéer. Mere empiri. Der måtte være en anden vej. Så jeg fortsatte. Forsøgte at finde forbindelser. Fandt dem. Flydende omkring. Som tømmer. Spredt. Hver gang jeg fandt en, tænkte jeg ha! nu har jeg den! Indtil min erfaring fortalte mig, at jeg nok ikke havde den endnu. Men hver gang jeg fandt en forbindelse, sikke et høj! Jeg begyndte at leve for det. Jeg begyndte at leve for det. Jeg begyndte at leve for det. Der var noget at leve for. Der var noget, jeg kunne finde ud af. Ved at søge. Ved at blive ved med at svømme. Udforske, undersøge, finde forbindelser. Det gjorde en forskel.
Og så kom foråret. Og sommeren. Min krop kom langsomt tilbage. Jeg havde samlet tømmer. Jeg klamrede mig til det. Bandt det ikke pænt. Jeg kæmpede. Gjorde alt jeg kunne for ikke at falde ned i mørket igen. Ikke falde ned i mørket igen. Spark, svøm, fortsæt. Bind. Bind sammen. Jeg måtte lave et system, jeg kunne have tillid til. Jeg måtte binde tømmeret, forbindelserne, sammen, så jeg kunne have noget at lægge mig på. Det måtte kunne lade sig gøre.
Så jeg bandt. Jeg byggede smertelig langsomt en tømmerflåde. Klamrede mig stadig til den. Flydende på en urolig flod. Havde endnu ikke tillid til det, jeg havde samlet. Til de distinktioner jeg havde gjort mig. De holdt, jo, men jeg havde ikke glemt mørket. Det var lige der. Og jeg forstod stadig ikke hvorfor.
Fik langsomt tillid til min tømmerflåde, rejste mig op, tog blikket fra den og løftede mit blik til horisonten, følte at jeg kunne svømme i strømmen, mærke den, indtil jeg måtte forlade den strøm, indtil min kamp med at ændre kurs, som jeg stadig er i, og som jeg ikke ved, hvor leder mig hen, og jeg er stadig ikke kommet helt hen på den anden kurs og på roligt vand, som jeg kan have tillid til tømmerflåden igen. Måske var der behov for at ændre kurs, fordi jeg mødte en anden på vejen. Og i det møde er jeg blevet opmærksom på ustabiliteten i den måde, jeg har bygget min tømmerflåde. Så jeg har forsøgt at ændre den. Udskifte dele, mens jeg samtidig har forsøgt at holde mig oven vande. Jeg er blevet opmærksom på tømmerflåden igen. Til tider klamrende opmærksom. Det hele er rutsjet. Har været usikkert. Og det har været hendes skyld jo. Bortset fra at det jo var min tømmerflåde, som den var gal med. Og i stedet for at skifte hende ud, har jeg denne gang forsøgt at skifte dele af min tømmerflåde ud. Og det virker. Det fucking virker. Det er pikkefuckinglorte svært, men det virker. Og det er ikke mig, jeg ændrer på; det er tømmerflåden. Det er magien ved det. Det giver mig mere plads. De her forbedringer. De koster noget, mens jeg gør det, men de er det værd. Men jeg er stadig i gang. Jeg håber, at der er en anden side, hvor den eftermiddag ved broen kan komme igen. Hvor min mave kan boble over af lykke, men det er ikke endnu. Så jeg forsøger at være tilfreds med glimt af ubekymrethed. Af dyb forbindelse. Af barnligt velbehag. Det er her, jeg er nu.
