Bare en tanke.

Hvorfor stopper vi ikke mere op? Hvorfor, når vi endelig gør det, stopper vi op og ikke ned? Hvorfor er jeg nede? Hvorfor er verden

mere fantastisk at være med end at forsøge at være i? Hvorfor forsøger jeg så meget, når jeg ved, at det er netop forsøget, der

frastøder mig? Når jeg ved, at det er min villen, der insisterende vil, som gør det svært at være i en verden, der allerede

er her, uanset om jeg vil den eller ej. Som jeg kan være i, hvis jeg genlærer det, som tænkningen tillokkende

har fravristet mig: den simple evne at eksistere uden først at ville det. Tænkningen, som kommer med

potentiale. Potentiale til at træde ud over dig selv for at miste dig selv. For at finde dig selv. For

måske at gøre verden til et lidt bedre sted, end den var, før du satte dig ud over dig selv

i forsøget. I forsøget på at ændre noget. Med tanken at ændre det, som var,

men som ikke længere behøver at være. Samtidig med at tanken,

at denne villen konstant får dig til at rase mod tilværelsen,

fordi du ikke kan lade være med at ville. Ras-

ende. Eller måske tager jeg det bare

alt sammen lidt for alvorligt.

For det er jo trods alt

bare en tanke.