06.06.2025 Margretetorp 20:30
Dag ét, Sverige gåtur. Av mine fødder. Omkring 40 km på fod. 11 timer på farten. Kunne ikke finde ud af Helsingborg. Købte nyt regntøj - genialt. Gik for langt. Blaffer mere fra nu. Helt smadret i fødder, knæ og hofter, men mit hoved er kvikt nok. Jeg har ikke spist så meget, men min krop har bare kørt på, som om jeg havde nogle depoter liggende. Måske dem, der har gjort mig sløv i mit fysisk inaktive tænkeliv? Det føles sådan. Tror ikke jeg kan komme ud af hængekøjen i morgen.
07.06.2025 Laholm, ydre grænse, en lille lund ca. 19-20?
Dag to: Apati, ligesom i går. Verdensfjern og tom. Indtil jeg læste Elins brev. Så strømmede tårerne ned. Det var et fint brev. En refleksion og et tak. Kan ikke sætte fingrene på det... Lille-simon græd. Min forstand rækker ikke lige nu, og jeg gider egentlig ikke finde ud af det. Det var bare dejligt at føle sig set og værdsat.
Apatien og tomheden har føltes sært, men også som det checkpoint, jeg har savnet. Nu har jeg aktivt følt så meget i så lang tid, at det måske er okay, at det føles tomt, eller nærmere at det ikke føles, mens det lagrer.
Jeg fik fyldt min vandflaske, skidt på et Q8-toilet og gået for meget i dag. Jeg fucking glæder mig til, at der kommer mere skov og færre marker.
Jeg har ikke haft lyst til at skrive, men nu kom det lige lidt. Bare ikke nok til, at jeg gider fortsætte.
08.06.2025 Nær Lidhult v/ sø 20:00
Dag 3: Jeg fandt en cykel. Eller det vil sige, at der stod en cykel uden lås, uden ejer, med rust, med ødelagte gear - og forbremse, og bagagebærer - i langt græs ved kanten af verdens længste dedikerede cykelsti. Jeg, og mine fødder, vurderede, at det var Gud. Måske bare gud. Den havde to velfungerende dæk, en velfungerende kæde og en halvt fungerende bagbremse. Jeg er kommet omkring 50 km i dag, og det føles fucking skønt. Mindre stress og ømme fødder.
Jeg for vild i et militærområde. Fuck dem, men mest fuck Google Maps. Det varlige fem timer (mis-)brugt.
Havde glemt, at vegiar på tube er så salt... Så jeg skal lige finde ud af noget andet, jeg kan putte på brød.
Generelt ift. mit sind hjælper det langsomt. Der er små huller igennem, som jeg ikke forsøger at forcere. Jeg følte et lille sting af hjemve til mine forældre, og det har jeg ikke følt længe.
Med sådan et liv her, så er dagen lang. Hvad er det, jeg normalt forsøger at presse ind? Det kommer jeg nok til at savne på et tidspunkt.
Jeg har stadig impulsen til at række ud efter min bog, skære i min pind, underholde mig, når jeg ligger inaktiv i min hængekøje, som jeg gør, når jeg holder pause. Men belønningen ved at lade være er ro. Og den har jeg savnet længe.
09.06.2025 16:30-ish skov SV
Jeg vil gerne skinne igen.
09.06.2025 lidt efter
Du kan aldrig være forkert. Du vil altid være nok. Hvis du også vil være attraktiv for mig, så giv mig lidt modstand. Og lidt plads. Gør din egen ting. Lad være med at kigge på mig eller afvente mig. Så forsvinder jeg ind i mig selv og begynder at presse. Og det er min ting, min banehalvdel, men det bliver endnu sværere for mig ikke at forsvinde ind og presse mig selv, hvis jeg føler, at du også afventer og afhænger af mig. Du behøver absolut ikke altid være attraktiv for mig, men hvis du vil være det ibland, er det her vejen. Gør dit eget, vær ligeglad med mig, og tillad mit begær at komme frem.
(red.: bemærk: skrevet af en mand, som stadig havde et uproportionelt forhold til sex; som endnu ikke har mærket og forstået dybden af virkelig forbindelse; og som stadig tænker, at han skal leve op til noget i sine følelser)
09.06.2025 aften uden for Bredaryd
Dag 4: Jeg er fra dette øjeblik begyndt at samle på ro. Stilhed. Det er langsomt begyndt at larme igen efter min apatiske periode, men jeg indså først for lidt siden, at larmen er inde i mit hoved. Og jeg får ikke larmen til at gå væk ved at råbe af den. Først da begyndte jeg at lytte til stilheden omkring mig, hvilket jeg nu igen ikke gør ved at skrive det her, men jeg tror, der findes en lektie i det for mig, som det er værd larmende at skrive ned. Jeg vil samle på ro ved at lytte til den.
Jeg så desuden en fuldvoksen ko med horn drikke mælk af en anden fuldvoksen ko, som virkede bedøvende ligeglad. Den skulle ikke bare smage, men fortsatte i al den tid, jeg kiggede. Det er måske det sygeste, jeg har set. Jeg føler mig stadig forurettet, men jeg ved ikke, om det er berettiget.
Jeg må i øvrigt lave plads til al den ro, jeg har tænkt mig at samle.