profile

bare en tanke.

... fra et virkeligt menneske


Måder at være i verden


Det er, fordi jeg er begyndt at lytte til og se Elins oplevelse. Jeg bliver stadig fanget i min egen, men det er i takt med, at jeg lytter til hendes og begynder at forstå, hvordan det er på hendes banehalvdel at blive til objekt for det uproportionelle begær, at det begynder at blive mindre. Dét og at jeg siger det højt til hende. At jeg finder ordene og siger dem højt i stedet for at skamme mig over, at de sker i mig, og forsøge at undertrykke dem. Det begær trives i mørket. Det trives under tryk, for det vil selv trykke ud. Jeg er eneherskeren i verden i det begær, i den måde at være i verden. Jeg har et undertryk derinde, og derfor er jeg klar til at trykke tilbage på andre. Jeg kan som oftest godt nå at undertrykke den impuls også, jeg er trods alt et moralsk væsen, som stadig oftest har et valg, men det bliver jo til en frygtelig masse tryk indeni.

I den begærstilslørede måde at være i verden pirrer det mig, det giver mig det der sug i maven, som går fra et sted ude ved huden på maven ind igennem kroppen og om til rygraden, at tænke på, at de piger jeg har været sammen med sætter mig op på en piedestal. At jeg bliver idealiseret, fordi jeg var bedre end deres andre partnere. Det passer med en begærstilsløret (altså tilsløret på grund af begær) måde at være i verden. Der kan jeg være enehersker. Der kan jeg forestille mig, at de alle sammen egentlig inderst inde bare er villige til at opfylde mit begær. Der kan jeg forestille mig, at det kan være det eneste, de vil, faktisk: at opfylde mit begær. At de bare eksisterer for mig. For mit begær.

Det er tanker som den, der driver det begær. Det er tanken om den virkelige kvinde, der ikke er virkelig, men som bare er noget for mig. Som ikke lugter. Som ikke er behåret. Som ikke har søvn i øjnene. Som har den rigtige kropsform. Som ikke har andre behov i denne verden, dybt nede, end bare at ville bolle. Med mig. Som har sit eget liv, men som egentlig gerne bare vil bolle med mig. Og som spiller spillet. Tiltrækningsspillet. Trækker sig, så jeg har lyst til at komme til hende. Så jeg kan jage hende. Så jeg kan blive ved med at være fanget i mit uproportionelle begær.

Det var vildt, at jeg kunne se i sidste uge. Det kan jeg ikke længere. Jeg har sløret for øjnene. Men det har været der, så længe jeg kan huske, så det føles ikke unormalt. Nu er jeg bare opmærksom på det. Det er ubehageligt. Det kommer med pres. Det kommer med et skævt syn på Elin. Jeg kan ikke se hende frit, som hun er. Jeg ser, om jeg synes, hun er begærlig. Jeg laver mikrovurderinger hele tiden. Jeg lader hende ikke være i mit hoved. Det har jeg altid undertrykt. Altså ikke sagt højt. Undertrykt mine negative vurderinger. For hun har jo lært, at hun skal være sexet, så jeg kan ikke sige det til hende uden at gøre hende ked af det, og jeg har jo lært, at jeg skal synes, at hun er sexet, så jeg kan heller ikke indrømme det over for mig selv, for så gør jeg jo noget forkert. Så burde jeg være sammen med en anden, som mit begær altid var klar til at blive tændt af.

Jeg har bare aldrig mødt det virkelige menneske. For lige så snart kvinden er blevet virkelig i mit liv, har mit uproportionelle begær faldet. Altid når hun er blevet for virkelig. For virkelig til at kunne fastholde mysteriet, idéen, altså. Nu, mens jeg skriver disse ord, ser jeg, at det måske netop har været den åbning til mine andre følelser, som jeg har søgt. Men jeg har ikke før nu turde give slip på det uproportionelle begær, for det har i mit hoved været hele grundlaget for det romantiske forhold: tiltrækningen.

Heldigvis opdagede jeg en anden form for tiltrækning med Elin: den, som kom ud af åbenhed, ærlighed og at rent faktisk at se hinanden. Det gav mig et lille håb. En fornemmelse af, at det ikke ville være Elin, jeg skred fra, hvis jeg skred fra relationen, for jeg havde ikke nået at se hende endnu andet end i glimt, men frygten for ikke at leve op til en idé.

Nu ser jeg begæret. Hvor omfattende det er. Hvor meget det skævvrider mit syn på verden. Og at det ikke er min egen skyld. Og at det heller ikke naturligt, bare fordi jeg er mand, er så stort. Jeg har flere følelser, men begæret har fået lov at tage sendefladen. Hvilket ikke er underligt. Undertrykt mandligt begær efter idéen om en villig kvindekrop gennemsyrer vores kultur. Der er udtryk for den alle steder, man ser. Det er heldigvis ikke det eneste, man kan se, men jeg har set det nok og er blevet påvirket nok til at have internaliseret sløret. Jeg ser selv verden sådan. Eller en betydningsfuld del af mig gør det. Og en anden del vil ikke. Jeg ved jo godt, at det er forkert. Indre kamp, indre tryk, og intet af det tryk får lov at komme ud i ord, så jeg tager bare ud i skoven i stedet for. Der behøver jeg ikke at kæmpe. Eller ekskluderer kvinderne. For så behøver jeg ikke at kæmpe. Det er jo dem, der er årsag til det. Jeg kan sagtens klare mig selv. Av mit hjerte. Av min tro på at kunne blive hel. Av min tro på forbindelse. Av min tro på nuancerede mænd. Av mit hjerte for de kvinder, som er blevet ekskluderet. Seksualiseret. Som har fået taget deres krop fra dem, da de ufrivilligt blev teenagere, og deres krop kom ud på et marked. Av mit hjerte for en verden af undertrykkelse. Av mit hjerte for splittelsen, som er et produkt af vores uformåen til at sætte ord på det, der rent faktisk sker. Det, der gør ondt. Av mit hjerte for den indre kamp i os alle til at leve op til noget. Av mit hjerte at så mange mænd tror på, at det jeg så falder tilbage på, når jeg stopper med at kæmpe, er begæret. Av mit hjerte at vi ikke har kunne forstå, at den begærstilslørede måde at være i verden bare er én måde at være i verden: en isoleret måde. En måde uden forbindelse. En måde uden at kunne se andre. En måde uden at kunne se sig selv. En ufri måde at være i verden. Av mit hjerte at det skal kompliceres sådan at se og lytte til hinanden, fordi vi holder fast i idéer, som lægger os ud mod hinanden. At vi forbigår muligheden for dyb, dyb forbindelse og plads til hele os selv, fordi vi bare endnu ikke har ordene til at nærme os hinanden. Av mit hjerte, at vi tror, at vi ikke skal være helt ærlige, for det nytter ikke. Av mit hjerte, at vi ikke har opdaget forskellen på mig og din banehalvdel. Av mit hjerte, at vi skal have så meget smerte, at det bliver mørkt, og at vi ikke kan dele. Av mit hjerte for en blødende verden, som ser fin ud på overfladen.

Men det heler mit hjerte at skrive disse ord. Vi kan hele. Vi kan dele. Vi kan finde ordene. Og der findes forbindelse. Når vi kan se hinanden og os selv, som vi faktisk er. Når idéerne rases imod eller blidt krammes og skubbes væk. Når vi er modige nok til ikke at bukke under for frygten, men at se den og sige tak, men jeg tror ikke længere på dig, for jeg er god nok, som jeg er. Jeg har ting, jeg kan lære. Jeg har muligheden for at gro. Men jeg er god nok, som jeg er lige nu. Og jeg finder ikke ud af, hvor jeg er lige nu, hvis jeg ikke har ordene, hvis jeg ikke er ærlig. Men det kan jeg. Det er svært, for man er oppe imod idéerne, men jeg kan. Det er en mulighed. Specielt hvis vi støtter hinanden i det. Hvis vi rent faktisk vil se hinanden, som vi faktisk er. Ikke bare vil have den anden til at være og gøre efter mit hoved.

Vi kan hele. Vi kan vende vores fokus mod det. Det er en mulighed. Vil vi?

Bare en tanke.

Find andre tanker her.

Svar på mailen modtages og læses blidt.

Send et brev?

Simon Tørnkvist

Rämensvägen 27A 31003, 120 55 Årsta, Sverige

​
​Afmeld · Præferencer​

bare en tanke.

Filosof, der insisterer på eksistentiel relevans. Men primært bare et menneske. Og det her er bare en tanke hver søndag. Måske bliver det til noget større en dag.

Share this page