Jeg er gået i flygt, kæmp eller spil død igen. Der kan jeg godt forsøge at give plads til den følelse, jeg har, men det bliver blindt. En stor del af mig er blind, for jeg føler mig stadig truet i min reptilhjerne. Mine umiddelbare udveje bliver flygt fra følelsen eller kæmp imod den. Når jeg forsøger at tvinge mig selv til at give den plads, ender jeg nok vidst bare med at spille død. Stadig truet.
Det betyder, at jeg ikke kan dele og modtage omsorg i stedet for. Jeg er truet. Jeg skal væk. Jeg skal ikke trøstes, for så bliver jeg spist. Det er slet ikke den kanal, der er åben for i mig.
Hvorfor føler jeg mig truet?
Måske fordi jeg lever i et samfund, hvor jeg, som mand, modtager gratis social velvillighed, hvilket ikke er gratis, for det koster noget af mit følelsesliv.
Og hvordan koster det noget af mit følelsesliv?
Jeg ved det ikke endnu. Det er obskurt for mig. Jeg kan ikke se helheden, hvis det da er muligt overhovedet. Men måske hænger det sammen med et skævt system. Jeg lever i et system, hvor jeg får at vide med hele vores historie, at jeg er en betvinger. Jeg, som mand, som vi også i en stor del af historien hovmodigt har benævnt som et ”generisk” menneske, for vi, mænd, er jo standarden, kvinden er afvigelsen, kvinder og børn skal reddes først, altså alle dem, som vi ikke inkluderer i os stærke, os mænd, os mennesker, jeg betvinger. Jeg, som mand, er herre. Jeg skal være stærk, så jeg kan tage fra andre, eller allernådigst lade være med at tage fra andre unødigt, og så kan jeg blive kaldt vis, men kun hvis jeg kunne tage fra dem i første omgang. Jeg, som mand, er blevet fortalt, at jeg skal dominere. Det ligger i min biologi. Hvilket det helt sikkert gør. Børn dræber villigt og interesseret myrer, fordi de ikke forstår, at det også er liv. Fordi de ikke sætter sig ind i det andet levende væsens væren. Både drenge og piger. Vi har muligheden for at dominere, at være i verden på en dominerende måde. Men jeg skulle da lige love for, at den måde at være i verden er blevet blæst ud af proportioner for os mænd.
Okay, men det har jeg lært. Mænd har altid ville dominere. Derfor skal kvinder frygte at gå ud, når det er mørkt i storbyer. Fordi mænd skal dominere. Nu har vi værdier, der siger, at vi ikke skal dominere længere, for vi har fundet ud af, at det fungerer ret dårligt til at arbejde sammen og skabe relationer. Men idealet lever videre. I sex. I porno. I reklamer. I mænds begær efter kvinder, som også er blæst fuldstændig ud af proportioner. Men det virker. Man ser porno, fordi det virker. Det tænder noget i mig. Dominansmodellen bliver stadig succesfuldt givet videre til små drenge, der skal lære at være ”voksne” mænd. Vi er fanget mellem to idealer. Skal finde ud af det selv, for vi har ikke ord for det.
Og det er ikke bare os. Hvor mange kvinder har ikke lært det samme, men sat sig selv i den modsatte rolle? Hvor mange kvinder har ikke fantasier om at blive domineret under sex? At give sig selv og sin krop helt hen til mandens begær og lyster. At opgive sin autonomi for den anden som den agerende. I et trygt parforhold. Det her er uden for min erfaringssfære, men jeg er stødt på det en del. Den hemmelige fantasi, som man ikke ytrer, bortset fra når man er tryg med sin partner. Lysten til at blive tvunget lidt. Når man har lyst vel at mærke. Når man villigt går med til det.
Men jeg tror, at det er der, det bliver svært for mig. At skelne imellem fantasi og virkelighed. Reklamer, spil, film, porno forsøger at vække min fantasi. Forsøger at holde mig i en dominansmodel, hvor mit begær kan få lov at blive sluppet fri. Forsøge at fange mit blik med bløde former og skønne kurver, som tillokkende forsøger at få mig til at forstå, at jeg kan få det her. At jeg fortjener faktisk at få det her. Og det virker. Min krop reagerer. Det umættelige i min krop. Sex afhjælper det ikke. Det er ikke sådan, at jeg efter sex er immun. Min virkelige, levende partner er jeg immun for i noget tid, men ikke fantasien. Det handler ikke om virkelig sex. Det handler om en fantasi, som så mange forsøger at overbevise mig om er virkelig. Nej. Kan blive virkelig. En fantasi, hvor den fantastiske kvinde bare vil, er villig til, at blive undertvunget mit begær. At alle kvinder er det. En fantasi, hvor jeg er enehersker i verden. Hvor jeg står alene. Udnyttende. Koloniserende. Med et eller andet hul i brystet, som gør den fantasi meningsfuld. Som giver den fantasi troværdighed. Fordi jeg mangler noget inde i mig selv, bliver det så tillokkende at tage fra andre. Jeg kunne aldrig finde på at gøre det. Jeg er for moraliseret et væsen til det. Men det findes et sted dybt nede i min krop, hvor jeg har et underskud. Driften mod at tage fra andre, ligesom der bliver taget fra mig. Isoleret fra verden, at hærge den. Undertvinge andre. Jeg kan mærke det sus af magt, det ville give. Forstår, hvorfor den vej er tillokkende.
Jeg forstår, hvorfor Kaptajn Davidson i Le Guins The Word for World is Forest, som er en helt igennem dårlig og udnyttende mand, som tager, hvad han vil have, kan have et genuint smil på sit ansigt, efter at han har taget en af de 212 kvinder, som kom til kolonien for at blive gravide, og med tanken om, hvor velfungerende hans skovfældningsprojekt og hans underkuelse af lokalbefolkningen er, mens han er på vej tilbage i en helikopter i solnedgangen. Han lever i et system, hvor han kan være glad og tilfreds ved at udnytte andre og andet. Han kan føle sig hel. Eller nej, for så havde han ikke udnyttet andre, men han kan føle sig opfyldt. Af magt. Af den glæde, der kommer med at passe ind i et system.
Da jeg læste om hans begær og lyst til at skynde sig tilbage til Centralville, så han kunne nå at få en, inden de var blevet taget af andre, forstod jeg ham. Jeg kan mærke tiltrækningen. For kvinderne er dehumaniserede. De er et antal. De er der for ham. For hans nydelse. Det lokkende ved at kunne bolle en dehumaniseret kvinde, fordi det bare handler om mit begær, er virkelig. Også i min krop. Jeg ville aldrig gøre det, men det er der. Den fantasi er blevet næret af et skævt system. Når jeg er isoleret fra verden, forstår jeg impulsen, driften, lysten. Den giver mening. Hele dominansmodellen giver mening. At mennesket kommer først. Dem vi inkluderer i ”menneske”, hvilket historisk set har været rige mænd fra de rigtige familier. Med få undtagelser. Altså verden burde tilpasse sig mig. Jeg kunne tjene styrtende med penge ved at tage ud i verden og fjerne lidt lokalbefolkning og få dem til at arbejde for mig i min teplantage eller gummitræsplantage, så det gjorde jeg. Det er tillokkende, at verden ligger for ens fødder. At jeg bare skal række ud og tage. Den er her for mig. Kvinder er her for mig. Jorden er her for mig.
Det er en sindssygt ubehagelig måde at være i verden, men den bliver stadig reproduceret. Porno er ikke skabt for at lade mig forstå, at sex handler om forbindelse og om at se det andet menneske for den, de er. Porno er skabt for at nære en fantasi. En fantasi om, at verden ligger for vores fødder og venter på os. Hvem er ’os’? Mænd. Isolerede mænd. Vi kan bruge porno som en form for quickfix, når vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre. Når vi føler os lidt rastløse, Når verden virker lidt skæv. Find noget porno, kom ud over den her kvinde, som ligger klar for dine fødder, og så kan du ryste rastløsheden af dig med et intakt billede af, hvordan verden hænger sammen, når man skal være herre.
Jeg så en film i går af Wes Anderson. Moonrise Kingdom. Handler om to børn, en spejderdreng og en utilpasset ung pige, som løber væk med hinanden. Begge omkring 12 år. Hun havde make-up på, som om hun var en voksen kvinde og en meget kort kjole på, så man kunne se hendes trusser, når hun skulle bukke sig frem. Derudover skulle hun også være i undertøj senere, så man rigtig kunne se hendes former og bryster, som var begyndt at komme.
Det lyder formentlig ubehageligt at beskrive hendes ydre sådan her, men det er jo netop præcis sådan, hun, af en mandlig instruktør, var blevet klædt på og stylet. Og det skal bare være fint? Jeg skal bare selv kunne skelne mellem sex med voksne og sex med en 12-årig? Jeg skal bare tage den kamp i mig selv eller hvad? For jeg må da for guds skyld ikke sige det højt, for så er jeg jo pædofil, og det må jeg absolut ikke være, men hvad gør det Wes Anderson til? Han har bare overhovedet ikke tænkt den tanke i et system, som lærer os alle at tænke den tanke? Eller det er bare kunstnerisk frihed, for det var jo det specielle ved den måde, han havde lavet filmen på? Hvad? At seksualisere 12-årige piger? Hvor vigtigt et budskab er det at få ud?
Og det sker alle vegne. Jeg ser det nu. Gjorde det ikke før. Før skulle jeg bare selv bakse med mit begær, når det blev tændt af reklamer eller film eller i busstoppestedet. Specielt i teenageårene med en levende penis, som hele tiden var klar til at rejse sig op. Så blev det mit ansvar at skjule mit begær. Skjule at det blev vækket i mig af folk, der udmærket ved, hvordan man vækker det. Det skal jeg bare ikke sige højt. Ligesom alle andre mænd. Det kan godt være, at vi ved, at det sker hos alle andre, men vi prøver stadigvæk alle sammen febrilsk at overbevise os selv og hinanden om, at det ikke gør det. For hun er jo 12 år. Eller for det var jo en voldtægt. Ikke en beskrevet voldtægt, hvor jeg får lov at se, at den voldtagne faktisk er et andet menneske, men en voldtægt hvor det gemmes væk, at den voldtagne er et virkeligt menneske. Hvor det at gemme det væk bare nærer fantasien. For så er hun ikke virkelig længere. Med egne behov. Egen vilje. Egen smerte. Så er hun ikke noget, jeg kan se. Så handler det bare om akten. Om dominansmodellen. Om at jeg er alene i verden med mit begær. Men det skal vi ikke tale om. Det skal vi ikke sige højt. Og jeg skal slet ikke sige højt, at noget ved tanken om den upersonlige voldtægt kan vække begær i mig, fordi det passer perfekt ind i en fortælling, jeg har fået hele mit liv fra et skævt system. Det må jo være mit problem. Det må være mig, der skal fikses. Eller diagnosticeres. Ikke systemet.
Men hvad nu, hvis det ikke bare var min skyld? Så kunne jeg sige det højt. Så kunne vi tale om det. Så kunne vi måske ændre systemet. Og vi bliver jo spurgt af vores partnere: hvad sker der inden i dig? Hvordan har du det? Hvad er det, du ikke siger? Hvad skal jeg sige? At jeg sidder og ser en film for voksne og tænder på idéen, som bliver skabt, om en 12-årig pige? At det føles som min skyld og noget, jeg skal gemme, for jeg ved da udmærket godt, at det er forkert? At jeg ikke har ord for det, for jeg har lært at skjule det hele mig liv, for jeg vil ikke være sådan?
Jeg har ikke lyst til at dominere. Jeg har lyst til forbindelse. Jeg har lyst til at se folk omkring mig. Jeg har ikke lyst til at være isoleret. Men dominansmodellen fungerer i mit hoved, når jeg bliver fanget i mig selv. Når jeg bliver fanget i min egen utilstrækkelighed. Når jeg ikke kan se Elin som sig selv, men i stedet kun kan se hende som noget for mig. Som en kæreste. En kæreste, jeg skal føle noget bestemt for. En kæreste, som skal vække noget bestemt i mig. Jeg får ikke lyst til at dominere hende. Men jeg kommer til at pege på hende. Jeg kommer til at skubbe til hende. Jeg kommer til at rette på hende. Jeg kommer til at tage styringen for hende. Ikke helt. Men i det små. Små påvirkninger, så hun ender med at sidde tilbage med min moraliserende stemme i sit hoved, når hun gerne bare vil spille Zelda, der siger, at hun ikke burde se så meget på skærm.
Jeg har ikke lyst til at dominere, men dominansmodellen har stadig indflydelse på mig – især når jeg er isoleret fra den virkelige verden omkring mig. Det bliver til en indre konflikt. Konflikten mellem mig som herre, for hvis begær alle verdens kvinder ligger og venter, hvor jeg kommer til at sætte mig op over Elin og får hende til at tvivle på sig selv, og som skader mig som mig, og mig, der gerne bare vil have plads i verden og give andre plads og i den proces måske få virkelig forbindelse til andre mennesker.
Jeg stoppede med at se porno for et halvt år siden. Jeg ser det som oftest ikke længere som en mulighed. Som da jeg blev vegetar, og kød bare ikke længere var en mulighed. Men lysten er der stadig nogle gange. Tanken om det tænder noget dybt i mig. En drift. Et begær. Efter kvinder som bare er tilgængelige for mig. Som gerne vil domineres af mig, og som nyder det. Som kues og vil det. Som vil bekræfte mig i idéen om, at jeg er herren, og hun skal bruges. Som ligger der med åben mund og åbne ben og gerne vil sprøjtes ned af min sæd. Gerne mens det ser ud, som om det gør lidt ondt på hende også. Hun vil, at det gør lidt ondt. Hendes smerte er i mine hænder. Og jeg giver hende den. Jeg efterlader hende, brugt. Magtfuld.
Tom. Det er helt fucked, at jeg kan have det sådan. At jeg lige kunne tænde mig selv ved de tanker. At jeg skal tænke, at det er dejligt at uddele smerte og efterlade nogen brugt. Komme ud over dem og efterlade dem. At det skulle være rart. Men det har jeg i mig. Og det kan være, at der er noget biologisk i det fra starten, men det må være sprunget fuldstændig ud af proportioner.
Og det skal jeg så holde nede. Eller give los for som nogle mænd mener. Hvor er den vej, hvor jeg kan dele det, uden at vi begynder at diagnosticere og ’cancel’ mig? Hvor vi kan se på det som en systemisk skævvridning? Hvor jeg ikke enten skal undertrykke mine følelser eller voldtage? Hvor er vejen for alle os ikke-så-ekstreme mænd, som har grader af det her i os? Som ikke er psykopater eller gået fuld manosfære, men egentlig har fundet ud af, at det ret irriterende, at mit begær skal lejes med hele tiden, og jeg selv skal skamme mig over det og gemme, at det sker. Vi ved alle sammen, at det sker. Jeg har ikke lyst til, at det sker. Jeg vil gerne være fri fra det. Jeg vil gerne være fri fra at undertrykke mine følelser. Jeg vil gerne være fri til at kunne se andre mennesker som mennesker. Jeg vil gerne være fri til at dele. Jeg vil gerne være fri til at føle. Jeg vil gerne være fri til at kunne forbinde mig med andre virkelige mennesker. Jeg vil gerne være fri fra at være påvirket af dominansmodellen. Jeg vil gerne være fri fra isolation. Jeg vil gerne være fri fra at være enehersker over et univers, som skal udnyttes. Jeg vil gerne være fri fra at tænke sådan. Eller som minimum, at den måde at tænke på skal have indflydelse på mig. At jeg, når jeg føler mig presset og isoleret, skal forledes af den måde at tænke på. At det skal være lokkende at se universet og kvinder som noget, der skal udnyttes. Jeg vil ikke have det sådan. Og jeg må ikke have det sådan, men det er jo for helvede ikke min skyld. Jeg har ikke selv valgt det. Og imens bliver vi ved med, og skruer måske endnu mere op for, at skulle se kvinder som fucking bare seksuelle objekter. Alt på kvindekroppen skal seksualiseres, og nu er vi kommet til et punkt, hvor vi først skal ud af problemet med seksualiseringsmusklen i mænd, som er komplet overtrænet, før vi kan give friheden tilbage til kvinder, som bare fucking har en krop i verden ligesom os. Vi skal af med idéen. Idéen om en kvinde. Som bliver ved med at blive reproduceret. Og når vi først har fået solgt idéen, skal der ikke meget påvirkning til at lade den leve videre. Vi er ikke frie. Vi sidder fast i en idé. En idé om sex. En idé om en kvinde. En idé om dominans. Vi sidder fast i en verden af os selv og vores begær. Og vi har ikke selv valgt den. Men den føles jo nice. Magten føles for fed. Idéen om sexen er fed. Porno er fedt. Det føles jo fedt. Hvilket gør det sværere at blive fri.
Jeg har ikke brug for at få solgt den idé. Jeg har ikke brug for, at du ser godt ud. Jeg har ikke brug for at leve i en verden af mig selv. Jeg har brug for at få mine følelser tilbage. Jeg har brug for at dele, hvordan det føles for mig at være mand i det her vanvittige system. Jeg har brug for forbindelse. Jeg har ikke brug for at være tiltrukket af dit udseende eller af din karriere. Jeg har brug for at mærke et andet menneske, et virkeligt menneske, som har sin egen oplevelse af verden og sine egne sandheder og smerter. Jeg har brug for at se. Jeg har brug for at se det, der er. Jeg har brug for virkeligheden. Ikke flere fantasier. Ikke flere idealer. Ikke flere fucking lorte film på Prime, som handler om ”kærlighed”, men som i virkeligheden handler om, at jeg synes, hun er lækker, og hun sælger idéen om sex. Jeg har brug for at trække alle de her slør væk fra tilværelsen, så jeg kan se den. Som den virkelig er. For hvordan i alverden skulle jeg ellers nogensinde hele og finde ro og en plads i den til mig?