Mit speciale: emotionel plads, eksistentiel frihed. Frihed til at vælge og handle. Frihed fra frygten for sine følelser og tanker. De får alle plads. Også dem, som mit samfund dømmer som psykopatiske. Hvis de får plads, drives jeg ikke til at handle på dem. Og derudover må jeg tage ekstra skridt for at forsøge at give plads til andre. Altså lytte til dem. Og lytte til mit eget selv. Lytte efter. For jeg er mere end bare mit intellekt, og verden er mere end bare mig.
Her kommer båndet måske på. Kærligheden. Den virkelige kærlighed, som ser. Ikke bare den rare følelse. For det er ikke en straf at skulle lytte til andre. Det er ikke straf at skulle give plads til andre. Det er en gave til os begge. Det kommer med muligheden for kærlighed, som får os begge til at gro. I stedet for at forsøge at tage plads fra hinanden og holde hinanden nede er det at vande os begge to. Tror jeg. Det første er isolerende. Det er den vej, jeg har lært. Måske fordi jeg ikke fik lov at bryde sammen på et tidspunkt. Den anden er forbindende.
Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg gav mig selv lov til virkeligt at bryde sammen foran nogen, men jeg kan huske, at jeg følte så stor skam over i niende klasse at have behov for at komme ind og sove på gulvet hos mine forældre, fordi jeg ikke kunne falde i søvn, og det føltes ubærligt. Jeg husker sidste gang på grund af skammen. At det burde jeg ikke have brug for i niende klasse. Hvad ville de andre ikke tænke om mig, hvis det fandt ud af det i skolen. Fucking pinligt.
Fucking pinligt ikke at være selvstændig. Fucking pinligt at behøve sine forældre. Fucking pinligt at søge trøst, når man har det hårdt. Fucking idiotisk, at det skulle være sådan. Men det kunne jeg ikke se dengang. Kun skammen.
Og trøsten. Jeg kan huske følelsen af at lægge sig på den lille madras op mod skabene for enden af deres seng. Efter timer at have ligget i min egen isolerede seng og haft det elendigt. Debatteret, om jeg nu også kunne være til besvær og komme ind til dem igen. Følte mig til besvær. Følte det som et kæmpe nederlag at liste derind i mørket og banke forsigtigt på døren til deres soveværelse. Men alt det blev opvejet af hvor trygt det føltes at lægge mig på den sorte foldemadras med en dårlig dyne. Al komfort var ligegyldig, for bare det at være derinde, at ligge dernede … der kunne jeg slappe af i min grundvold. Give slip på alt ubehaget og glide ind i søvnen flyvende på en sky. Tryg og varm og trøstet. Bare ved at være der med dem.
Det er sidste gang, jeg har haft den følelse. Det er sidste gang, jeg følte mig trøstet dernede. Jeg kan ikke huske noget siden. Da jeg var deprimeret efter Stine, ville jeg om aftenen liggende på min madras sige til min mor, at jeg havde det dårligt og bare få et kram og i det kram krakelere, falde fra hinanden og overgive mig til min mors gribende arme, men på det tidspunkt, som 22-årig, kunne jeg ikke længere. Jeg vågnede om morgenen og besluttede mig altid for at finde ud af det selv. Og det har jeg gjort lige siden. Jeg skal finde ud af det selv. Jeg kan ikke falde fra hinanden. Jeg kan ikke overgive mig. Ikke helt. Ikke endnu. Jeg kan ikke blive trøstet, og jeg kan derfor ikke mærke omsorg, og jeg kan derfor ikke mærke kærlighed. Ikke endnu.
Men jeg kom for nyligt i tanke om den følelse af at ligge der på mine forældres gulv. Trygheden. Hvordan det føltes. Jeg tror, det er et skridt på vejen tilbage til at behøve nogen. Til ikke at skulle klare det hele selv. Væk fra idealet om en isoleret mand. Væk fra idéen om, at jeg kan klare mig selv. Som om jeg selv var noget, der skulle klares. Mod at dele mig selv i stedet for. Sådan som jeg er. Mod at behøve. Mod tryghed og mod trøst. Mod.
