Det er mærkværdigt, at jeg kan få det godt ved at lade mig selv have det dårligt. I det øjeblik jeg stopper med febrilsk at søge veje til at få det bedre. Når det bliver okay, at jeg resten af min aften bare har det lidt dårligt, og jeg ikke behøver finde veje til at få det på afstand. Så har jeg det stadig dårligt, men jeg har det samtidig fint med, at jeg har det dårligt. Der er ro i dårligdommen. Og den ro er rar, selvom dårligdommen ikke er det. Den vejer næsten op.
Indtil det øjeblik jeg accepterer det, arbejder min hjerne på højtryk med at udvikle strategier for min aften, som kan få mig til at få det godt: række ud til nogen og drikke en øl, at gå en tur og være god ved mig selv, at se en film, at læse en god bog, scrolling ... Jeg stresser mig selv over ikke at må have det dårligt. Jeg skal finde en vej ud. Hurtigst muligt. Ingen ro. Jeg vil gerne have ro, men det skal være den der behagelige ro. Den kommer jo af at have det behageligt. Så hvordan kommer jeg derhen? Hvilke veje har virket tidligere? Og så kører min hjerne på højtryk. Logisk tænkning, fiks, løs, videre, hav det godt!
Udmattelsen forsvinder ved at få plads, når jeg gerne må have en nederen aften. En nederen dag. Et nederent liv. Men jeg bliver ved med at ryge tilbage i at kæmpe for at have det godt. Og så står mørket faretruende i kulissen. Jeg skal hele tiden væk fra noget.
Det er så rart, når jeg ikke skal væk fra noget. Når jeg endelig får lov at være, hvor jeg er. Det er bare så svært, når det sted hele tiden bliver et 'derhenne'. Når det hele tiden ændrer sig. Sidst havde jeg det jo fint. Jeg opholder mig vedvarende i fortiden med små glimt af nutid, som fortager sig i fortidens dis.
Hver gang jeg finder mig selv i nutiden, giver det ro, stabilitet. Også når jeg har det dårligt.
