Jeg lever det lige nu. Læser. Lever. Forsøger at være, med Elin. Hovedpine. I frontallappen. Kolde fingre på tindingerne. Forsøger at køle ned. Der er nogle bolde i luften lige nu. Og en fucking myg, der flyver bzzzzzzzzzzzz i høj pitch forbi mit øre.
Bånd. Der er noget med bånd. Som Le Guin skrev det. Noget med båndet mellem to mennesker. Det er ikke bare, at man aftaler at være et par. Jeg tror, det er, at man vedvarende tør vise sig selv, hele sig selv og har mod på at se den anden, hele den anden. Jeg tror båndet er. Jeg tror, det kan eksistere. Men jeg tror kun, det kan eksistere, hvis vi stopper med at skjule ting. Hvis vi tør vise os hele.
Så jeg tror, man kan have et bånd, men at det kan glide væk. At det kan svækkes. At det at skjule betyder mindre bånd. Det er fint. Det er bare mindre bånd. Der skal ikke være helt bånd, men jeg tror, der kan være det. Jeg tror, det er muligt. Og det er det, jeg gerne vil med mit liv. Danne bånd. Vedvarende. Leve det. Leve for det.
Jeg tror, det kræver, at jeg er ærlig. Ærlig om alt det, der sker inden i mig selv. På min banehalvdel helst, men måske også noget, jeg tænker om hende eller andre. Men altid vidende, at det ikke handler om hende eller andre. Hun eller de skal ikke være noget andet på grund af mine tanker. Begge kan eksistere og få plads uden at tage det fra den anden. Tanken og hende. Tanken behøver ikke kræve af virkeligheden, at virkeligheden følger tanken. Så længe tanken også får plads til at være der. Jeg må have lov til at synes, som jeg synes. Så kan hun få lov til at være, som hun er. Det er bare svært at forstå nogle gange.
Båndet kræver, at jeg ikke kræver af hende. Jeg kan ikke have bånd med hende, hvis hun ikke kan få lov til at være sig selv. Og jeg kan ikke danne bånd med hende, hvis jeg ikke får lov til at synes, hvad jeg synes. Og være, hvad jeg er. Det kræver, at vi giver os selv og hinanden lov til at være. Og deler det. Ikke gemmer det. Deler det, selvom det er svært, for det er ved at dele det svære, at vi kan danne bånd. Det føles ubehageligt, fordi vi føles forkerte, men det er netop her, der er mulighed for at danne bånd. Hvis jeg holder det for mig selv, hvilket min krop tilsiger mig, og hvilket ville være klart det letteste, så stiller jeg ikke mig selv til rådighed for at danne bånd. Jeg holder mig fra hende. Jeg gemmer. Jeg skjuler. Bevidst eller ubevidst. Og det er fint. Jeg skjuler stadig. Det må jeg have lov til. Jeg kommer bare ikke til at kunne danne det bånd, jeg drømmer om, hvis jeg ikke deler det. Hvis jeg holder det for mig selv, fordi jeg ikke tør dele det.
Jeg tror, man lettere kan danne bånd med dyr, fordi de er til rådighed, hvilket vil sige, at de er sig selv. De prøver ikke at gemme sig selv. De skjuler, mig bekendt, ikke noget. De er, som de er. Og de kræver ikke, at jeg skal være noget andet end mig selv. Så jeg kan opleve et ubetinget kærlighedsbånd med dem, hvis jeg ikke kræver, at de skal være andet end sig selv. Jeg kan føle mig bundet. Selvom de lugter af lort ud af munden, og selvom jeg vitterligt på daglig basis står med deres lort i hånden. For båndet er der. Jeg kan være hele mig selv, og jeg bliver ikke krævet af. Jeg får lov at være mig selv.
Altså tror jeg også, at det er muligt for mennesker. Jeg tror, det er noget nær umuligt, men jeg tror, at det er muligt. To mennesker, der møder hinanden, og som ikke regulerer sig selv. Og som samtidigt ikke kræver af den anden, at de skal være noget andet, end de er. Det burde være muligt, men sandsynligheden for det må være forsvindende lille. Om ikke andet er det det kærlighedsbillede, jeg har fået proppet i hjernen, siden jeg var lille. Du ved det, når du ved det. Og du ved det med det samme. Specielt hvis du er en mand. Og så bliver du aldrig i tvivl igen. Hvis du ikke ved det, så er det nok ikke den rigtige. Og så kan jeg få lov at lede videre efter en ny, som jeg kan danne bånd med, mens jeg ikke kan finde ud af at være mig selv, og jeg så absolut ikke kan finde ud af ikke at kræve af hende.
Jeg tror, det er svært. Men den fortælling er ikke så let at sluge. Den er mere behagelig at sluge. Den er virkelig. Det kræver arbejde. For mig kræver det i hvert fald arbejde. Båndet kom ikke bare af sig selv. Seksuel tiltrækning er kommet af sig selv. Det er det tætteste, jeg er kommet på. Hvilket ikke er så tæt på, tror jeg ikke. Det kræver af mig selv, at jeg finder ud af, hvad det er, jeg gemmer. Alt det, jeg har gemt langt nede for længe siden, som jeg siden har glemt. Det kræver, at jeg lader være med at kræve af hende. Det kræver, at jeg i stedet ser på mig selv. Deler min ærlighed. Min sandhed. Min oplevelse af verden og mine faktiske lyster. Ikke dem, der passer ind i et billede af, hvad jeg skal ville i et forhold. Nej, dem jeg rent faktisk har. Hvilket er lorte svært for mig. Det er lettere at pege på hende. Skubbe til hende. Rette på hende. Det er lettere at tro, at det handler om hende. Så kan jeg lede efter en anden. Jeg kan finde ud af at være alene jo. Det har jeg lært. Afkoblet. Ubundet. Fri.
Jeg begynder bare at tro at virkelig frihed måske ligger i at være bundet. At virkelig frihed måske ligger i båndet. Hvor jeg kan blive set, som jeg er. Hvor jeg træder helt ind i verden sammen med en anden. Vedvarende. Kontinuerligt. Ikke finalt. Hele tiden bevægende. Jeg kommer til at gemme mig igen. Jeg gør det hele tiden. Tanker, jeg pakker væk. Følelser, jeg ikke deler. Lyster, som forbliver usagte. Alle sammen er muligheder for at danne bånd. Hvis jeg tør sige dem højt. Tror jeg. Jeg tror, man må arbejde for båndet. Men jeg tror, det er det værd. Jeg tror, jeg vil komme til at føle mig omfavnet. I alle de relationer, hvor jeg tør gøre det.
