Det, jeg ikke forstår med eksistentialismen og den måde, jeg har været i verden indtil nu, er, at jeg kan falde ind i en andens arme med alt det pres, jeg har, fordi jeg skal præstere for denne anden. At det er okay at have alle de tanker, alt det pres, alt det ubehag, og bare være med det i en andens arme. Det har jeg ikke lært af eksistentialismen. I eksistentialismen bryder man fri. Og fri betyder ikke bundet til en andens trøst. Fri betyder selvstændig.
Fri betyder også isoleret. Jeg ser tre niveauer for mig lige nu.
Første niveau er, at jeg har pres, fordi jeg skal præstere noget for min partner: jeg skal have lyst til at være fysisk tæt på, jeg skal kunne mærke omsorg, jeg skal kunne mærke seksuel tiltrækning, jeg skal sørge for, at hendes behov er opfyldt. Og på første niveau gør jeg, hvad jeg tænker, hun har behov for. Jeg sætter mig tæt på hende, fordi jeg tror, at det er den nærhed, hun gerne vil have. Jeg følger med hendes kærtegn, fordi jeg tænker, at hun gerne vil have respons på dem. Og så videre. Men det presser inden i mig. Det er ikke rart for mig.
Andet niveau er at forsøge at bryde ud, at forsøge at være fri. Forvirret og presset trækker jeg mig fra hende for at kunne mærke mig selv. Jeg sætter mig over i stolen ved siden af. Jeg prøver at mærke efter, hvad jeg egentlig vil. Jeg isolerer mig for at mærke mig selv. Det er eksistentialismens vej. Kierkegaard flygtede fra partneren i sit liv. Emerson fandt sig selv og ro alene i skoven. Nietzsche var alene. Heidegger … jeg ved ikke, hvordan Heidegger levede, men hvis man kan købe ind på nazistiske værdier, giver man nok ikke så meget plads til andre. Eksistentialismens vej: jeg må isolere mig for at træde frem som mig. Den har givet mening for min indtil nu. Den har givet mig meget.
Men så begyndte jeg at lytte. Virkelig at lytte. Til dem, der ikke blev lyttet til af Kierkegaard, Emerson, Nietzsche og Heidegger. Ikke filosofisk i hvert fald. Jeg begyndte at lytte til dem, som er ’for følsomme’. Som ikke kan tænke klart, for ’de har ikke naturlig tendens til at isolere sig, når de tænker’. Ish. Til de ’hysteriske’. En vis grad af hysteri har måske tilsneget sig en gang imellem, fordi man aldrig er blevet lyttet til. Jeg begyndte at lytte til dem, der kunne finde ud af at leve sammen.
Tredje niveau: sameksistentialisme. At jeg ikke behøver at isolere mig selv for at være mig selv. At jeg kan ligge i hendes favn, fordi det er rart at ligge tæt på et andet menneske, når man bliver presset af idéer om, at jeg skal præstere. At jeg kan ligge i en andens favn og gøre det på min måde. Ikke at behøve at ’være der for hende’. Ikke at behøve at sætte hendes behov først. Ikke at behøve at regne noget ud. Ikke at behøve at bruge en del af min hjernekapacitet på altid at kigge på hende for at kunne regne ud, hvad jeg skal gøre for at være nok. Nok over for mine idéer. Nok over for hende. Bare nok. Ikke presset.
Tredje niveau er, at jeg har lov til at synes, at det er svært at være sammen og stadig være sammen. Blive trøstet netop i det. I partnerrelationen kræver jeg af mig selv. Den er betændt. Idéen om begær er ude af proportioner. Dermed også idéen om hendes udseende. Og så er der hendes følelser, som jeg skal være tilgængelig for. Som jeg skal være der for. Jeg har ikke lært, at jeg skulle være her for mine egne følelser. At jeg faktisk har lov til at have mine følelser, som er svære over for hende. Jeg har set, at jeg skal jagte en partner. Jeg har ikke lov til at sige, hov, det var faktisk lidt for meget, for det er ikke mig, der skal mærke efter. Jeg skal have set en person én gang, og så skal jeg vide, at det er hende, jeg vil være sammen med resten af mit liv. Og så skal det ikke være svært for mig rent faktisk at være sammen. Det skal jeg kunne finde ud af. Og jeg skal jo kunne give udtryk for mine følelser, for det er modent, men jeg skal kun give udtryk for dem, hvis de er belejlige og rare, for jeg var jo så sikker i starten. Jeg har jo overbevist hende om, at jeg altid vil være der for hende, men jeg har glemt, at hvis der også skulle være nogen for mig, så må jeg vise de ting, der rent faktisk sker inden i mig. Ikke bare det, jeg har lært at dele med hende, fordi det kan bekræfte hende og styrke min kur til hende, som jeg skal fortsætte med hele mit liv, fordi ellers kunne hun jo finde på at vælge en anden, eller måske ikke rigtig fordi noget, men den cirkel sidder jeg bare fast i. Jeg forstår fundamentalt ikke, at jeg også kan være tryg med hende. At jeg ikke skal gøre noget. At hun er klar til at forbinde sig. Hvilket vil sige, at hun er klar til at se hele mig – forhåbentligt. Jeg forstår, at det tager tid at begynde at åbne op for de her ting, for hun har formentlig aldrig set, at der sker de her ting inden i mig, for der er ikke nogen af os, der kan finde ud af sætte ord på det, men det er det, hun er fundamentalt klar til: at give mig plads også. At jeg kan få lov at føle mig tryg. Med al min betændelse. At give mig et kram, når det føles hårdt, fordi det ikke nødvendigvis skal fikses, men fordi det godt må være her, og fordi hun stadig gerne vil være her med mig, selvom jeg er sådan. Måske endda fordi jeg er sådan. Det er først her, båndet giver mening. Det er her i en bundet situation, bundet til et andet menneske, at jeg virkelig kan være fri. Fri, fordi min frihed ikke beror på isolation. Fri, fordi jeg kan være i verden med andre, som jeg er. Ikke bare i en skov, alene. Ikke bare i min skrift. Ikke borte fra andre.
Men det er af en eller anden grund det, som er utroligt svært for mig at forstå. Og jeg har ikke hørt andre mænd sætte ord på det. Vi står alene med det hele hver især. Og måske finder nogen ud af det selv, og måske har de delt det, men jeg har aldrig fundet det. Jeg har aldrig læst de ord, som giver mening til min oplevelse. Som jeg forstår.
Frihed uden at være bundet er måske nok frihed. Men det er også isoleret. Det er så let at blive centrum for sin egen verden. Det har føltes godt for mig i mange år. Den eksistentialistiske måde at være i verden har føltes passende. Den har passet på de kort, jeg er blevet givet. Den har passet med en mandlig måde at være i verden, isoleret og som centrum. Nu ser jeg, hvad den måde mangler. Nu ser, hvorfor jeg ikke er så fri, som jeg føler mig. Nu ser jeg, hvad kvinder har forsøgt at kommunikere hele mit liv. Nu forstår jeg forforståelsen. Erfaringen. Af friheden, trygheden, muligheden for at være helt mig selv, i bundetheden.
Og et bånd behøver nok ikke være en partnerrelation, men partnerrelationen har virkelig mulighed for at være det.
