Hvem havde set den komme, at jeg skulle stoppe med at forsøge at seksualisere Elin konstant, for at jeg kunne få mit naturlige begær tilbage? Ikke at det handlede om det, det var bare en dejlig sideeffekt. Jeg vil stadig forsøge at afseksualisere hendes krop. At give hende den tilbage ved ikke at skulle synes, at hendes bryster er for lækre. Så hendes krop også bare kan få fucking lov til at være en krop.
Det har rykket lidt i de sidste dage. Vi så afsnit 8 af Matador i går, og vi går ind i en tid, hvor seksualiseringen bliver mere udtalt. Det ville for få dage siden have tændt noget i mig. Vækket begæret. Givet mig lyst til at se deres bryster, bare et lille smugkig. Men i går var det grundlæggende ubehageligt at følge med i. Det var, som om jeg endelig (!) havde fået trukket seksualiseringssløret fra mine øjne, og at jeg kunne se! Se igennem det uden at blive sløret i mit blik af seksualiseringens tiltrækningskraft.
Og hvad, jeg så, var ubehageligt. Jeg kunne på en eller anden måde se på det med medlidenhed. Med en rynket pande og lidt spændte kinder. Med omsorg, tror jeg. Sexen havde mistet sin tiltrækningskraft, og så kunne jeg se, hvor skævt det var, at alle blev så atomiserede, individualistiske, reducerede, drevet af deres begær eller af en følelse af at skulle tænde det hos den anden. Det var pludselig tydeligt, hvor døde de så ud indeni. De kunne grine og følge begæret og mærke pirret, men det var dødt indenunder. Ligegyldighed, som jeg tidligere har tænkt var sejt og overskudsagtigt og attråværdigt, et tegn på selvsikkerhed og selvværd måske, gjorde ondt at se på. For det blev tydeligt, at seksualiseringen på begge sider af de traditionelle køn bare førte indre død med sig.
Ligegyldighed er en død måde at være i verden, og jeg har tidligere set det som noget, jeg skulle stræbe efter. Den tilsyneladende følelsesløshed. Og så kan vi dulme det med seksualiserede bryster og idéen om sex. Av mit hjerte. Av mit hjerte som langsomt begynder at føle igen. Langsomt utilsløret af sex.
Jeg ved, at sløret kommer igen. Det har allerede været her i dag. Det er en refleks opøvet og påvirket gennem et helt liv. Det er et tyndt slør, men det forvrider nok til, at meget bliver bare lidt skævt. Og den skævhed skaber utilstrækkelighed. Et krav om præstation. Det var let at overse for mig. Mit begær var jo bare mit begær. Men nu bliver det tydeligere og tydeligere, hvordan mit begær ikke bare har fået lov til at være mit begær. Det er valuta. Og nu hvor jeg har set det, vil jeg være fri.
Lige nu virker det at forsøge aktivt at afseksualisere Elin. Det føles lidt, som om det netop er her, i parrelationen, at jeg febrilsk har holdt fast i idéen. For jeg skal jo altid synes, at hun er sexet. For det er jo feminint at være sexet. Og hun skal jo være feminin. … Det gør lidt ondt i hjertet at skrive disse ord nu også. Men så det er netop her, jeg skal forsøge at give slip på idéen. Eller det kan man jo aldrig. Idéen kan give slip af sig selv, når jeg ikke kigger på den. Men så kan jeg i hvert fald forsøge at sige det højt, når jeg prøver at seksualisere hende, og så kan jeg forsøge at vende den om til at synes, at hun er usexet. Så kan jeg få lov at synes det, og hun kan få lov at være det. Vi kan begge slippe præstationen. Langsomt og delende. Hun får sin krop tilbage, og jeg får mit begær tilbage. Og derefter forhåbentlig flere af de følelser, som har været gemt bag et slør.
