At vi altid skal give. Altså kan vi ikke finde ud af at tage imod helt dernede. Omsorg er et abstrakt. En anerkendelse af at den anden forsøger. Et tak, det er fint nok. For det føles fint nok. Sådan har det jo næsten altid føltes. Det føles som altid.
At vi holder så godt fast i os selv, at vi ikke kan bryde sammen og hulke. Mange af os i hvert fald. Græde, måske lidt hist og her. Hulke? Nope. Det ville kræve, at jeg gav slip på det hele og overgav mig. Det kan jeg ikke. Ikke endnu.
At det er for intimt at snakke med hinanden. Den fysiske afstand imellem os. Den emotionelle afstand imellem os. Usikkerhedsafstanden imellem os. Vi kan ikke dele særligt meget. Omsorg kommer for tæt på sex til at være acceptabelt. Jeg kunne pludselig ikke modtage min fars kys på munden, for det blev for seksuelt. Jeg kan ikke røre en anden mand, altså virkelig røre en anden mand, uden at det bliver seksuelt. Eller at jeg skal forholde mig til, om det bliver seksuelt. Så det er lettere at lade være. Det er lettere at tale om sport. Også alle os, som egentlig ikke er synderligt interesserede. Der er en kløft imellem os og en kløft i os. Og de færreste af os har opdaget den sidste.
Mange af os har ikke opdaget, at noget er skævt. Vi ved ikke, at det kan føles anderledes. Vi ved ikke, hvordan en verden kan føles, hvor vi grundlæggende emotionelt er til stede og har plads. Derfor kan vi ikke modtage omsorg. Altså virkeligt. Og derfor kan vi heller ikke finde ud af at elske, for vi ved ikke, hvordan man modtager det. Vi ved måske godt, hvad vi skal gøre, for at en kvinde føler sig elsket, men vi ved ikke, hvad det vil sige egentlig at elske. For vi kan ikke elskes. Kun den tilladte del. Den del, der holder sammen på det hele. Den del, der ikke bryder sammen. Og der føles kærligheden måske en anelse trivielt, så vi kan da godt replicere hendes kærlighedsudtryk, men vi kan ikke rigtig mærke varmen i det. Sex kan vi forholde os til. Det er lettere. Det kræver ikke, at jeg kan bryde sammen. Det kræver bare, at hun har lyst, for jeg har jo tilsyneladende altid lyst. Det har jeg fået at vide, siden jeg var lille. Og jeg kan jo se det på min erigerede penis. Sex. Hvis jeg ikke har lyst, er det, fordi hun ikke tænder mig nok. For ellers har jeg altid lyst. Jeg kan jo altid onanere. Næsten. Og i hvert fald, hvis jeg ikke føler den helt, med hjælp fra porno, som er tilgængeligt altid. Der er villige kvinder tilgængelige. Det tænder mig. Mit begær er tilladt. Det opfordres til og med. Mit begær, som jeg jo er helt sikker på, at jeg har. For jeg er en seksuel person. Så porno er stedet for mig. Hvor jeg kan lade mig selv gå. Hvor jeg kan være fri fra at lægge bånd på mit åbenlyst naturlige begær.
Eller også har jeg fået solgt sex. Måske har jeg købt ind på det. Forvirret af mit eget naturlige begær og min penis’ erektioner, som kun kan betyde sexlyst. Måske har jeg faktisk ikke så meget lyst til sex. Måske holder porno mig fast i en måde at tænke på, hvor jeg tænker, at jeg har lyst til sex, og hvor jeg kan føle mig fri til endelig at begære kvinder. Kvinder som er villige til at blive begæret. Alle slags kvinder. Alle sammen villige. Måske er porno det kvikfix, som jeg egentlig ikke har behov for, men som min krop skriger efter, som fraværet af dopamin efter en overeksponering. Måske har sex fået en uproportionel rolle i mit liv. Og måske giver det mening i kølvandet på aldrig at kunne bryde sammen. Altså grundlæggende ikke at forstå, hvad det vil sige at give slip på alt og flyde ind i en andens arme. Hulkende. Ha. Sjov forbindelse til Hulk, som gør præcis det modsatte. Det er ikke mange mænd, jeg har set hulke. Og hvis det endelig var, så var der en god grund til det, som at hans hustru har druknet deres to børn, og han derefter skyder hende, fordi hun er sindssyg. Og der kun kortvarigt jo og uden omsorg, for han har jo dræbt sin kone, hvorefter han så måske/måske ikke bliver en rigtig tough efterforsker/psykiatripatient, som heller ikke får omsorg, men får lov at udleve sine barske fantasier om mord, vold og intriger.
Så måske er der mange små ting, som kombineret gør det helt normalt at være mand, men at den helt normale følelse af at være mand måske i virkeligheden er lidt reduceret, afstumpet. Og måske kan vi ikke se det eller føle det, for det føles jo helt normalt. Jeg har det fint nok jo. Og jeg græder da lidt hist og her. Og jeg elsker jo lidt hist og her. Eller er det seksuel tiltrækning? Eller er det mig, der forstår, hvordan jeg kan få hende til at føle sig elsket?
Og nå ja, eftersom alting føles normalt, og jeg aldrig har oplevet, at nogen andre mænd har sat ord på noget, der fik mig ud af min illusion, så er det altid, altid, altid lettere at pege på hende, når noget føles off. Der er jo ikke noget med mig. Jeg har lært at pege på hende. Og hun har lært at blive peget på. Hun er klar til at blive peget på, og jeg er klar til at pege. Ingen af os vil det egentlig, men det bliver den letteste udvej for os begge. Det gør det svært. Som et ekstra lag oven i de foregående. Det er et morads inde i en mand. I hvert fald inde i den her mand. Som bliver ved med at insistere på at undersøge på grund af den der lille anelse om, at det måske nok er normalt at have det sådan, men at det måske ikke behøver at være sådan. Og at det måske ville være gavnligt for os alle at få sat ord på det og tænkt over det.
