På dansk har vi, mig bekendt, kun ét ord for tid. Tid. Det passede mig ikke rigtig, så jeg søgte i andre sprog og fandt, hvad jeg ledte efter, i oldgræsk. Ligesom de har flere ord for kærlighed, viste det sig, at de havde flere ord for tid. Altså forskellige former for tid. Hvorfor er det interessant? Fordi nye begreber giver mulighed for nye tanker, som giver mulighed for andre måder at være i verden. Det er eksistens.
Kronos.
Man forstår måske kronos. Vi bevæger os konstant i den. Den kronologiske tid. Den tid, man kan sætte tal på. Timer, minutter, dage, år. Vi kan effektivisere den. Mere output på færre minutter. Den kan inddeles og tælles, og jeg bruger den til at nå bussen. Men i denne tidsforståelse manglede jeg noget. Der var noget, som der ikke var sans for. Den var ligesom for flad til en verden med følelser og kroppe.
Kairos.
Kairos giver mening. Det her er min udlægning af begrebet, men det betyder essentielt: den rette tid. Den rette tid er svær at kvantificere. Ja, faktisk umulig. Hvilket er herligt, for så behøver vi en krop og følelser for at kunne relatere til den. Hvor kronos er en tidslinje eller et ur, er kairos en dans. Dansen bliver ikke bedre af at blive udført hurtigere. Musikken er ikke bedre på 4x hastighed. Mit trin i dansen giver mening, når jeg træder det på det rette tidspunkt. Musikken giver mening, når hver enkelt tone lyder på det rette tidspunkt. Det gode melodi skal ikke overstås. Den flyder. Bugter sig. Stiger og daler.
Jeg kan leve mit liv kairologisk. I stedet for at udbryde det, jeg har på hjerte så hurtigt som muligt, kan jeg afvente det rette tidspunkt til at dele det. Pludselig gav det mening i sammenhængen. En samtale kan flyde frem og tilbage, eller vi kan hver især forsøge at presse vores egen agenda igennem så hurtigt som muligt, så vi kan vinde og komme videre. Kairos og kronos. En køretur kan overstås så hurtigt som mulig, eller den kan tage den tid, den tager, og måske endda få lov at tage lidt længere. Kronos og kairos.
Aristoteles brugte begrebet i sin retorik. Et argument er ikke mest virkningsfuldt ved at levere det hurtigt eller kraftfuldt. Dets tyngde afhænger også af, hvornår det leveres. Som i et stykke musik. Eller i en dans. Eller en samtale. Eller en køretur. Eller et liv.
Jeg tror ikke, at vi skal af med kronologisk tid. Det er praktisk at kunne regne med bussen. Men nu har du måske et nyt ord, som kan beskrive en anden form for tid. Kairos. Den rette tid til at svare på den besked, du går og slår dig selv i hovedet over. Eller den rette tid til at række ud til den person, du har tænkt på. Eller til ikke at gøre det. Kairos er en oplevet tid. Den kræver en krop. Interessant nok har vi jo alle sådan en. Så måske kunne vi bruge nogle ord, som giver den lidt plads i verden.
