Isolationen. Jeg tror, det er isolationen. Jeg tror, det er den, der driver os. Måske. Den, der får mænd til at overskride grænser. Den, der får mænd til at snakke højt. Den, der får mænd til at tage plads fra andre. Den, der får mænd til at blive usikre. Den, der får mænd til at voldtage.
Jeg tror, det er forskellige måder at håndtere isolationen på. "Håndtere".
I mødet med verden lærer vi som drenge, at der er plads til en del af os. Den anden del er der naturligvis også plads til, men ikke rigtig. Den følsomme del. Som ikke bare er positive følelser for kvinder. Som er besværlige følelser. Smerte. Utilstrækkelighed. Irrationelle følelser. Følelser, jeg stadig ikke kan sætte ord på, for jeg er stadig i færd med at genfinde dem. De blev pakket væk så dybt nede, at jeg ikke kan finde ud af at modtage omsorg for dem. Omsorg blev hult. Gav ikke rigtig mening. Gør det stadig ikke oftest.
Der kom langsomt en afstand til min kerne. Til den hvirvlende kerne af følelser, som jeg ikke forstod, men som jeg forstod, at jeg skulle pakke væk. I hvert fald i mødet med andre mænd. Vi kan ikke længere drage omsorg for hinanden. Vi kan ikke røre hinanden. Vi kan godt ramme hinanden, kramme hinanden, men vi kan ikke røre. Og at ordet 'røre' giver mig seksuelle konnotationer, peger mod det sted, jeg har lært, at jeg kan blive hel igen. Det sted, hvor jeg kan få det der ubestemmelige, jeg mangler, som jeg havde engang, men ikke har længere. Det ubestemmelige driver mig, men jeg kan ikke bestemme det, så det var let at overbevise mig om, at det var sex. For der bliver jeg rørt. Det er den åbenlyse berøring.
Så jeg snakker højt for at være attraktiv. Så jeg overskrider grænser for at blive rørt. Så jeg tager plads fra andre for ikke at blive overset. Isoleret. Men isoleringen er allerede i mit indre. Jeg har brug for at blive rørt, men jeg ved ikke, at det er det, jeg har brug for, og det er i øvrigt også det mest grænseoverskridende, jeg kan forestille mig. Nøgent. Utrygt. Hvordan skulle jeg kunne røre en anden mand (det ville jo være seksuelt)?
I isolationen, i ikke-berøringen, mister jeg berøringen med omverdenen, med andre omkring mig. Mit eget utilfredsstillede behov for berøring kan drive mig til at røre andre uden blik for deres behov. Jeg bliver blind for deres behov. Jeg ser kun mit eget. Isoleret i verden uden berøring. Så jeg kan komme til at tage. Den åbenlyse berøring. (Af juridiske årsager: jeg bruger et bredt 'jeg' her. Jeg som mand.) Jeg begynder at forstå, hvordan man kan havne der. Forblændet af sine egne okkulte og uopfyldte behov.
Problemet er ikke manden. Problemet er isolationen. Og at vi ikke kan sætte ord på den. Problemet er, at vi ikke selv ved, at vi har isoleret os / er blevet isoleret, og at vi forsøger at bryde ud af den isolation med alle andre remedier end at anerkende den isolation og bryde sammen (i en tryg favn).
Vi må ikke bryde sammen. Skal være stærke. Klipper. Et folk af klipper. Vi skal kunne give. Forsikre vores partner om vores kærlighed og deres tilstrækkelighed. Altid give. Og så føles det måske som nok at blive berørt i sexen. For en tid. Men det er ikke der, vi egentlig har brug for at blive rørt. Vi er ikke klipper. Vi er ikke altid stærke. Vi har også brug for at bryde sammen. Vi har brug for at lære at modtage.
Isoleret fra verden og den anden kan vi gøre modbydelige ting. I vores elendige forsøg på at komme tilbage ind i den. Men vi mangler måske at snakke om, at isolationen også gør lidt ondt. At det ikke føles fedt at være en patriark. At det ikke er rart at være efter andre. At krænke andre. Det er ikke det, vi egentlig vil. Vi kan bare ikke finde ud af, at vi er isolerede. At det er svært at finde ind bag murene og være svag.
Jeg er ikke klar til at røre andre mænd. Det går langsomt. Det er svært. Der er afstand. I mig selv. Og derfor til dem. Jeg øver mig i det små. Jeg tror, at ord hjælper lidt.
Jeg har ikke brug for sex. Jeg har ikke brug for alt det, der sælger sex. Det føles ofte, som om jeg har. Og derfor er det svært at finde ud af. Men egentlig har jeg brug for kontakt. Jeg har ikke brug for at følge mit begær i isolation. Det kan jeg blive ved med til evig tid. Jeg har brug for at være i en verden med andre virkelige mennesker, som har egne virkelige behov. Jeg har brug for at give udtryk for, at det gør ondt at være presset fra alle sider til at fokusere på sex. At fokusere på udseende. At fokusere på overfladen. Det er hårdt. Det er ubehageligt. At dømme. At gaze som en male. Jeg vil det ikke, men det er det, jeg kan finde ud af levende i en verden, der isolerer mig. Levende i en verden, hvor jeg egentlig ikke må være levende med alt, hvad det indebærer. Jeg har brug for at træde ind i verden igen. At mærke at det er okay, at jeg har de her ting i mig, som presser mig. Jeg har brug for kontakt.
