Jo mere jeg tager pornodelen ud af sex, jo mindre lyst får jeg til sex. Sådan føles det. Det føles lidt skræmmende. Jeg har lyst til at hænge fast i det. Se porno. Vække det der begær. For jeg skal jo have lyst til sex, og hvad ville der ske, hvis jeg pludselig ikke havde lyst til sex?
Ja, så ville jeg have muligheden for at genopdage mine andre følelser. Så ville jeg få muligheden for ikke at have lyst til sex. For mig, i min erfaring, giver sex lige pludselig kun mening som en del af et nærhedsspektrum. Det giver ikke længere mening i sin tidligere binaritet: sex eller ikke-sex. Min binære sexforståelse hænger sammen med et uproportionelt mættet begær. Sex bliver en noget for sig. Noget vi skal huske at have. Noget jeg skal huske at have lyst til. Hvis jeg frarøver mig selv pornodelen af sex, den del, hvor jeg bliver tændt, fordi mit begær er lidt forbudt, og hvor jeg gør ting i mine tanker, som er uden for sociale og moralske normer, så står jeg pludselig tilbage med en følelse af tomhed, for hvad er der dér, hvor der tidligere var forbudt begær? Ikke noget føles det som. Bare tomt. Og jeg flygter fra tomt. Hellere tilbage til det, jeg kender.
Hvis altså jeg ikke havde haft en tanke. En tanke om, at mit begær måske er bliver gjort større, end det egentlig var. At den uproportionalitet måske dækker over andre følelser og et mere nuanceret forhold til sex, som jeg har hørt kvinder tale om i mine forhold til dem, men som jeg aldrig rigtigt har forstået før nu, for det syntes altid så simpelt for mig: man vil jo gerne bare bolle nogle gange.
Nu er det ikke simpelt længere. Eller jo: simpelt, men ikke binært. Sex giver pludselig mening som den del af nærhedsspektret, som man nogle gange bevæger sig ud af, når man rent faktisk er åben og ærlig og har delt alt det ubehagelige, og lysten til at holde et andet menneske og blive holdt om bliver til en lyst til at røre det andet menneske mere og mere. Pludselig havner man nogle gange i det, der tidligere gav mening at kalde sex, men med denne tilgang til det er vi kommet fra et sted af plads og frihed og nærhed og faktisk lyst til at være sammen. Modsat, og det jeg har gjort mest i mit liv, at komme fra en tanke om sex, et begær af en krop (som også kunne have været andre kroppe), og med hele den sexkasse af ting, som vi begge to skal leve op til, for det har vi lært. Al usikkerheden. Alt det usagte.
Det er to forskellige veje til ”sex”. To forskellige tilgange til det. Den ene er behagelig og fri og bundet i forbindelsen til et andet menneske. Den anden er dikterende, kræver stramt fokus og semi-ulovligt begær, ender med et stort klimaks og efterlader dig med alle andre usikkerheder, end at du da i det mindste har haft sex, og det er fedt per se. Den anden har jeg lært. Den ene forsøger jeg at lære. Men den kræver, at jeg kan mærke efter, hvad der sker i min egen krop, og det kan jeg ikke, hvis jeg bare skal tænde det upropotionelle begær. Eller jo, men så er jeg ikke i det med den anden og fordi den anden; så er jeg i det med og fordi mit begær, og når jeg er kommet er jeg ligeglad, eller også føler jeg mig forpligtet til at hjælpe den anden med at komme, for jeg vil heller ikke være sådan en mand, som bare kommer og ikke gider mere, selvom jeg lige er kommet, og jeg vitterligt ikke gider mere.
Binær sex er ikke rart. Det er måske det mest overvurderede i historien. Nuanceret spektrumssex er kanon. Det sker sjældnere. Men det er kanon. Fordi vi begge to er der. Fordi vi ser hinanden. Og det er utroligt svært, for det kræver, at vi tør dele, hvad der sker inden i os. Og der sker alle mulige fucked ting, for dem har vi lært, men vi har også lært, at vi ikke må sige dem højt eller føle dem. Men så er det jo heldigt, at det føles ret tomt, når vi begynder at have lyst til at fjerne os fra det ufrie, uproportionelle dominansbegær. For i den tomhed åbner der sig en mulighed. En mulighed til at undersøge, hvad der faktisk ville ske i min krop, hvis jeg fik lov til at være noget andet end et begærende væsen. Hvilke følelser der ville komme frem. Hvilke lyster jeg egentlig har. Hvor meget jeg egentlig har lyst til sex, og om jeg har lyst til bare at komme, eller om jeg har lyst til at dele og være tæt med en anden person. Jeg kan selv komme. Eller den anden kan være med, hvis den anden vil, men så giver det mening at lade den anden vide, at det bare er det, jeg vil. Jeg fornægter ikke mit begær. Jeg vil gerne bare have mine andre følelser tilbage også. Jeg gider ikke have dem overskyet af et upropotionelt begær. For først derefter kan jeg begynde at se igen. Derefter behøver jeg ikke være alene i verden. Bare mig og mit begær. Når mit begær har fået sine proportioner igen, og jeg kan mærke andet i min krop, kan jeg være i verden med andre mennesker. Med mig selv! Med mine andre fucking følelser.
Men det er skræmmende at give slip på pornobegæret. Jeg udsættes for påvirkning af det alle steder. Reklamer, busstoppesteder, tv, sociale medier, på gaden, i skønhedsidealer. Altså det er latterligt. Taler til mit begær. Til mine idéer. Til mig som den begærende. Dragende. Dem som kan spille på det. Det føles rart. Umiddelbart. Men det tager mit valg fra mig. Det gør mig ufri. Og det gør den, der spiller på det, ufri. For hun skal tænde det, og jeg skal tændes. Vi kan ikke se hinanden. Fanget i et spil om begær. Mit begær. I en binær verden: tændt eller ikke tændt.
Der er en anden vej. Skræmmende at give slip på begæret. Svært. Hvordan? Se det. Se det for det, det er. Lad dig ikke bare forblinde af det rare ved behovstilfredsstillelse. Se det ufrie. Se det uproportionelle. Mærk det. Mærk efter i usikkerhederne. Mærk efter fornemmelsen af noget mere, noget andet. Mærk efter i dit syn på den anden. Mærk efter i det, du rent faktisk føler – ikke bare i det, du burde føle. Mærk efter i nuancerne. Og begynd at dele.
