Jeg ved ikke, om jeg skal skrive det her nu. Vi har lige haft samtalen. Den skjulte rastløshed i min krop. Det lette ubehag, som udløste den. Hvorfor er det her? Hvordan finder jeg tilbage ned til mig? Ned til det, vi fandt sammen hver for sig i Stockholm. Hvad var vejen derhen?
Filosoffen i mig har måske svært ved at anerkende, at det her kom fra hende. Men det gjorde det. Og det elsker jeg, at det gjorde.
Jeg er vokset op i en kultur, der har lært mig at ville have et dødt forhold. For tre år siden skrev jeg en side på min skrivemaskine, som jeg kaldte HENDE. Jeg skrev nogle af de smukkeste linjer, jeg har skrevet, for de kom fra mig. Jeg kunne mærke dem, da jeg skrev dem. Jeg kunne se hende for mig. Hende, som ikke eksisterede. Jeg vidste allerede dengang, at hun ikke eksisterede.
Nu forstår jeg, hvad jeg egentlig skrev om mig selv. Jeg skulle have den betagelse. Jeg skulle ville forgude. Jeg skulle have en binær følelse af lyst. Når hun ikke prøver, er hun sexet. Når hun prøver, er hun til at dø for. Jeg skulle altid have lyst. Det var min rolle. Det var det, manuskriptet fortalte mig. Du tager lysten. Kan jeg få en mere nuanceret rolle, som passer til rent faktisk at have en krop i den her verden? Nah, det tror jeg ikke, vi får brug for i det her stykke.
Jeg lærte at skulle ville: hende. Tændt. Altid. On, aldrig off. Kun hvis jeg samtidig stadig var on. Jeg lærte at skulle ville et forhold, hvor der ikke er plads til min krops fluktueren. Hvor der essentielt ikke er plads til mine følelser. Medmindre de er belejlige. Hvis liv er op- og nedsving, lærte jeg, at jeg måtte dø for at kunne være i et forhold. Kun således kunne jeg spille min rolle. En rolle jeg har øvet mere end de fleste andre i mit liv. Den er gennemøvet. Sidder på rygraden. Jeg kan den by heart. Et hjerte, som stadig banker derinde, men som kun kan få lov at udtrykke sig, hvis det passer til rollen.
Jeg lærte, at det gode forhold, er det døde forhold. Hun kunne være levende. Dansende. Jeg kunne være død. Betragtende. Og så kunne vi være lykkelige.
Elin har ikke lyst til at leve i et dødt forhold. Jeg har ikke lyst til at være død. Det skurrer. Jeg har ikke lyst til at være tændt, men det siger noget i mig, at jeg gerne vil være. Og det vil jeg også, men kun hvis det er et også! Når jeg har pladsen til ikke at være tændt. Til rent faktisk at synes, at hun er irriterende. Eller usjov. Eller usexet. Eller uintelligent. Eller ... Jeg har lyst til at være levende og leve i et levende forhold med et andet levende menneske! Med to kroppe, der føler ting. To kroppe, der har behov for plads. To kroppe, som ikke er belejlige.
Et levende forhold er i bevægelse. Et dødt forhold følger et manuskript. Det er fint at have et dødt forhold. Jeg har bare ikke lyst til det længere.
