Der er et forhold mellem muren og plads. Muren er rimelig specifik, tror jeg. Plads er universelt. Jeg vil gerne skrive en filosofi af plads. Ikke fordi det ikke er tænkt før. Fordi det handler om fokus. Hvad fokuserer vi på? Jeg er interesseret i, hvad der ville ske, hvis vores primære fokus var plads. Hvordan ville vi så vurdere alting?
Muren er personligt. Det er plads også, men på en anden måde. Eller hvad? Måske bare mere specifikt for mig. Måske færre som vil forstå den. Eller som føler, at den gælder for dem. Ifølge en del feministisk tænkning er den mere specifik for mænd. Altså den her følelsesmur. Kvinder har andre mure. Det er måske en lidt irriterende forsimpling at skrive mænd og kvinder. Det er jo snarere dem, som har den her oplevelse, og dem, der har den her anden oplevelse. Kønnet er underordnet ift. det her. Måske faktisk i forhold til det meste. Det vigtige er, hvad du bliver set som. Eller hvad din krop er i stand til og gør. Og det overlapper rigtigt ofte med køn, men ikke altid. Og derfor er det dårlig teori. For det marginaliserer. Det ville det ikke gøre, hvis vi sagde dem, som er blevet påvirket af de her idealer, eller dem, der er blevet behandlet sådan her, eller dem, der menstruerer på den her måde, eller dem, der står bag en følelsesmur. Så ville vi rent faktisk ramme dem, vi taler om. Uanset køn. Uanset evne til at menstruere. Uanset udseende eller fordelingen af kromosomer. For verden er så meget mere kompleks og varieret, end vi forstår, og hver gang vi reducerer den, marginaliserer vi. Altså giver vi ikke plads. Ikke nødvendigvis af ond vilje. Vi giver bare ikke plads. Om det så er for den ene person i hele verden, som har den her genetiske variation eller kromosomsammensætning eller kønsvariation. Hvis der ikke er plads … der må være en måde, hvor der er plads. Hvor der ikke er mere plads til mig, fordi jeg ”tilhører” en stor gruppe. Hvor der er lige meget plads, fordi vi er lige meget værd i alle vores variationer. Hvor variationerne er kilde til forbindelse og nysgerrighed.
Min hjerne bakser med at se sådan en verden for mig. Den vil ikke ud af de kasser, jeg passer behageligt ned i. Hvor jeg kan føle mig tryg. Hvor jeg kan føle mig ikke-marginaliseret. Hvorfra jeg altruistisk kan række en hånd ud til folk udenfor og allernådigst lade dem vide, at de er da skam også okay uden nogensinde at have lyst til at befinde mig i samme marginaliserede position som dem, for hvorpå skulle jeg da bygge min følelse af selv? Jeg har det godt med at hvile i de kasser, der er mig givet. I hvert fald de af dem, som jeg selv tilvælger. Dem som … hvad? Dem hvor jeg føler mig set? Dem hvor jeg ikke behøver at blive set, for jeg kan bare gemme mig i kassen sammen med alle de andre? Dem hvor jeg ikke behøver forholde mig til mig? Egentlig at mærke mig selv og finde ud af hvad jeg står for? Dem som lader mig stå frem for de andre, så jeg ikke bliver overset, umenneskeliggjort ved at blive komplet ignoreret, usynlig? Som en hjemløs, der er en helt anden. En flygtning, som jeg vælger ikke at se, for hvad ville det kræve af mig, hvis jeg så dem. Rengøringspersonen med et andet udseende end mit eget, som jeg ikke behøver forholde mig til, for de gør jo bare rent. Der vil jeg jo ikke havne. Overset i en verden med fart på. I en accepteret kasse kan jeg i det mindste ses, som en af de andre om ikke for mig selv. Det er der tryghed i. Jeg vil gerne ses.
Men jeg flyttede fra Aarhus, fordi jeg ikke bare ville ses. Jeg ville mere end det. Jeg ville ses for den, jeg egentlig er. Indeni. Den forsigtige. Den feminine. Den forsøgende. Den fejlende. Eller måske ikke så meget den fejlende dengang, men det vil jeg gerne nu. Vil jeg ikke? Jeg ville ses for mig. Som mig. Men jeg står bag den mur. Elin har set mig. Ser mig nok mere, end jeg forstår. Alle mine ord har måske gjort muren gennemsigtig for hende, og så står jeg heromme bagved, eller sidder og stirrer frem for mig med hagen på knæene, knugende om mine ben og føler mig ensom, isoleret bag muren, mens Elin i virkeligheden står lige der ved siden af og forsøger at nå mig. Men jeg kan ikke se hende. Kun nogle få gange. Hvor illusionen af muren er blevet brudt, og jeg har følt mig helt nøgen og set. Det er så vildt, at jeg kan skrive de her ord, og stadig ikke flytte på muren. Jeg kan ikke nå mine tårer. Jeg ved, at jeg ikke har grædt dem alle. Jeg kan bare ikke se, hvor hun står. Jeg ved, at hun er der et sted, men jeg kan ikke finde hende. Jeg kan ikke se. Jeg er stadig blind herinde. Mærker mig frem. Følelsesløst. Det er ikke så let, som det lyder…
