Set i lyset af plads er det, at jeg mødte Elin, og det vi har gjort, ret fænomenalt. Set i lyset af trofæ og evig, konstant kærlighed en fadæse. Jeg kan godt forstå, at man vælger at gå efter sidstnævnte. Det er belønnende. Udadtil. Det ser godt ud på Insta. Det er en let kærlighed at forklare. Det bliver måske lidt presset, når hun skal begynde på diverse operationer for at opretholde sin status som trofæ i andres øjne. Det er nok også lidt presset for hende, at hun aldrig rigtigt bliver set, hvis hun har behov for det, hvilket jeg tror, hun har. I hvert fald først når hun lever op til sin status som trofæ. Kun når hun kan begæres. Så kan hun ses. Det må ikke være rart. Men det må være let nok for manden. Han skal i det mindste ikke opereres. Han skal bare aldrig være usikker. Aldrig anerkende sine fejl. Aldrig tage fejl. Altid initiere. Altid begære. Altid ville give. Aldrig dele virkelig sårbarhed og usikkerhed. Kun alt det belejlige. Han skal bare give afkald på resten af sit følelsessystem; alt det, der ikke har med vrede, begær, beslutsomhed og mod at gøre, kan han faktisk godt efterlade. Han får ikke brug for det. Han må gerne fælde en tåre i ny og næ, bare så hun ved, at han er følelsesmæssigt tilgængelig, men det er ikke belejligt med for mange følelser. Det skaber bare usikkerhed hos hende. Hun skal bekræftes. Han skal bekræfte. MEN! Af en eller anden grund er det i det her samfund lettere at gå den vej. Det har det i hvert fald været for mig. Jeg har helt sikkert misforstået noget. Ingen har vel været med til at udbrede idéer om, at det skal være sådan? At parforholdet skal have den form. De mener jo bare, at det skal være let. Man ved det, når man ved det. Hov, så stod der lige den der person, som alle har beskrevet, hvordan det skulle føles at være sammen med, og hvor det bare giver mening. Det er vel bare det, de mener. Ikke? Det er vel ikke så svært at finde? Og der er da ingen grund til at være utilfreds med sit forhold, hvis man ikke har det på den måde? Det skal jo også være hårdt at være i et forhold. Bare ikke for meget. Men lige det belejlige. Og så længe vi stadig har lyst til hinanden på det der dybere plan, som vi helt sikkert begge to kan mærke, fordi det har vi adgang til altid, fordi hvad i alverden skulle have fremmedgjort os fra os selv i den her kultur, så er alt jo fint? Det er jo ikke så svært. Du skal bare være dig selv. Live love laugh. Bum bum. Hun er sig selv. Han er sig selv. Det giver bare mening. Hun har det lidt presset med sit udseende, men det kan han jo bekræfte hende i, at det behøver hun ikke have, for hun er smuk, smuk, smuk, og så kan han bare lade være med at tænke for meget over, hvordan han egentlig har det, for det er ikke helt belejligt, men det er også fint nok, for han har andet, han kan fokusere på, så de tanker ikke behøver at komme helt tæt på. Det er simpelt. Bare spred lidt god energi. Elsk, elsk, elsk.
Jeg kommer til at skrive en dyster bog. Og for det beklager jeg ikke. Den er nødt til at være dyster, for der er huller i den vej, jeg har fået foreskrevet. En anden vej er ikke blevet banet ved belejligt at træde over hullerne og fortsætte ad samme vej. En anden vej, den anden vej, jeg har fundet, fandt jeg ved at dykke ned i hullerne. Ned i dybet. Ned i de steder, som er ubehagelige. Som kræver noget af mig. Hvor jeg føler mig forkert. Hvor jeg står udenfor. Hvor jeg mister mig selv helt. Hvor jeg er blind og blindt må grave mig gennem ord og ord for at finde små sandheder. For at finde ståsteder, hvorfra et lidt andet perspektiv træder frem. Det er nede fra de her huller, jeg har skrevet. Det er hernedefra, jeg skriver. De har været min redning. Mit ubehag. Kierkegaard skriver om angsten, at den overpersoner, jovist, at den er frygtelig, altkonsumerende, men at der i den findes nøglen til en ny vej. Til en anden måde at være i verden. Til egentligt at være i verden. Jeg parafraserer naturligvis. Beklager Kierkegaard. Og tak for at lade mig træde videre på dine tanker. Det ubehagelige ved angsten er, at den er ubehagelig hver gang. Også når man ved, hvad det er. Lige ubehagelig. Lige blændende. Det formidable ved angsten er, at den også åbner. Den lader dig træde ud over den asfalterede vej. Ned i dens sprækker for i mørket at undersøge, hvad den er blevet lagt på. Hvem den er blevet lagt på. Ikke for at ændre historien, men for at have indflydelse på fremtiden. Det er vel for guds skyld det, vi kan. Rykke en lille smule ved noget. Med vores væren. Fordi vi er. Fordi vi tænker. Fordi vi føler. Udstikke en ny vej korrigeret en anelse.
