Ærligheden. Det er i ærligheden, jeg finder nuancerne. Lige så snart jeg sætter system over ærlighed, mister mine ord sin magt … magt føles forkert ladet. Kraft. Betydningsfuldhed. Uden ærlighed mister ordene sit væsen. Eller det væsen, de forsøger at beskrive. Sin relevans? Netop det her. For når jeg sætter ærlighed højest, rækker jeg ind i mig selv. Jeg skriver ikke flade ord, for ordene rammer noget virkeligt. Noget jeg sjældent er den eneste, der føler, for så unik er jeg alligevel ikke. Når jeg ikke korrigerer mig selv i henhold til ærligheden, kunne jeg lige så godt skrive … jeg skulle til at skrive selvhjælpsbøger, men det ville nok ikke være helt fair mod de, formodentlig, udmærkede selvhjælpsbogsforfattere, som har siddet og søgt dybt i sig selv og har fået nuancerne med. Som måske bare er uenige med mig i, at vi ikke behøver hjælp. Forstået på den måde, at vi ikke behøver at blive fikset. Vi har kun følelsen af, at vi behøver blive fikset, fordi vi ikke er blevet hørt i vores egen ærlighed med vores eget sprog. Fordi vi har lært, at nogen andens er bedre, mere værd, en vores. Og så kan jeg jo begynde at læse om, hvordan jeg kan finde tilbage til mit eget sprog, bevares, men jeg tror ikke, vi havde brug for hjælp til det i første omgang. Ikke hvis vi var blevet lyttet til. Vi har stadig vores eget sprog derinde. Det kan være det er kompliceret, idiosynkratisk og underudviklet. Det er det formentlig, eftersom vi ikke bliver fucking opfordret til at dele det i vores sprog og i vores takt. Tak [indsæt navn] for ikke at lade mig finde mit sprog i min takt. Okay, det er også frustrerende at have et sprog og ikke få noget igen fra den anden, fordi den anden tror, at vedkommendes sprog ikke er godt nok. DU SKAL JO BARE KOMME MED DIT EGET SPROG. Her skal lyde et stort skud ud til alle de konfliktsky personer. Jeg ser jer. Jeg er med jer. Og gud, hvor kunne vi godt snart forstå, at vores sprog også er godt nok. Det er udmattende at blive kørt over af andre, som af en eller anden grund har lettere ved at bruge deres.
Så vi kommer tilbage til ærligheden. Det er mit sprog. Som jeg langsomt finder frem. I min takt. Og lige så snart det bliver et system over ærlighed, så bliver det, ja, undskyld, en selvhjælpsbog. Gør det her. Hvilket jeg så absolut ikke har nogen autoritet til at skrive. Jeg er lige så søgende som, hvis ikke en del mere, alle andre. Svar har jeg masser af, men de er ligegyldige. Lad jer ikke forblinde. Det er ærligheden, det handler om. Hvis det her havde været en selvhjælpsbog, så havde jeg skrevet, at det netop er din egen ærlighed, du skal fokusere på. Heldigvis er det ikke det, så det akavede magtforhold behøver vi ikke træde ind i.
Hvad det i virkeligheden er et forsøg på er ærlighed og filosofi. Ærlighed og system. Kunst og filosofi. Et forsøg på at give ord til noget på en måde, så det kan rykke os. Så vi ikke havner et sted, hvor det eneste, der rykker os, kommer fra opretstående videoer på diverse apps. De har masser af gode ting at sige. Masser af gode svar. Perspektiver. Måder at gøre ting på og fed filosofi. Garanteret også en masse ærlighed. Måske er det faktisk ikke så dårligt. Det går bare lidt hurtigt. Der er lidt meget, der skal forsøge at rykke mig, så jeg ender med at blive rusket rundt i stedet for at få lov at forholde mig til noget, som kunne rykke mig. Det er i hvert fald min erfaring. Det går lidt for hurtigt. Det er lidt for let ikke at mærke efter min egen ærlighed. Dels fordi jeg ikke kan nå det. Dels fordi mit nervesystem bliver fuldstændig bombarderet af indtryk. Og det er selvfølgelig uden at komme ind på, hvad der kommunikeres nonverbalt af urealistiske skønhedsidealer. Det er jo bare sådan, man ser ud. Bortset fra at størstedelen af klodens befolkning ikke ser sådan ud, inklusive dem, som ligner, at de gør det. Og uanset hvad har de alle sammen hår på uhensigtsmæssige steder og lugter interessant, når de har været på toilettet. Det har vi tilfælles. Apropos sprækker i vejen. Værsgo. Der var en. Forfølg den endelig og lad dit idealbillede splintre. Verden er mere behagelig på den anden side, hvor vi har fået plads igen.
