For tretten år siden forsøgte jeg at visualisere en ældre version af mig selv, som var selvsikker. Som kunne finde ud af at snakke med piger. Som i første omgang bare turde åbne en samtale. Eller en eller anden form for kommunikation. Dengang holdt jeg kortene tæt, tæt, tæt ind til mig. Jeg kunne ikke vise noget, for hvis jeg viste noget af, hvad der skete i mig, så kunne jeg jo blive afvist. Eller hvad? Var det det? Det var udefinerbart. Et overvældende ubehag, som jeg kunne bruge til at slå mig selv i hovedet med, for det burde jo ikke være ubehageligt i første omgang, det burde bare være let. Jeg skulle vel egentlig vise mine følelser, men jeg turde ikke vise dem, så jeg holdt mig til de sikre af dem, og så gemte jeg resten væk. Så da der rent faktisk stod en og sagde hej, jeg vil gerne lære dig at kende, så gav det ikke længere mening for mig, at det var mig, hun ville lære at kende, for jeg havde jo bare vist hende det, jeg tænkte, jeg skulle vise hende. Forblændet mig selv. Det er måske i virkeligheden der, den ligger.
Alle andre har måske haft mulighed for at kigge igennem det elaborere røgslør, jeg har hvirvlet omkring mig, mens det i sidste ende kun er mig selv, der er blevet komplet forvirret af det. Det er nok ikke så simpelt. Jeg tror, jeg har snydt nogen undervejs. Stine for eksempel. Hun virkede godt narret, da vi slog op. Ingen havde nogensinde gjort noget, der gjorde så ondt imod hende. Var det ikke noget i den retning, hun sagde? Så købte hun ind på mine sikre følelser? Eller kunne hun også se det andet? Vi snakkede aldrig rigtigt om det. Jeg kunne ikke, for jeg havde ingen idé om, hvor jeg skulle starte, eller hvilke ord jeg kunne forsøge at sætte på det. Det var bare en uro, som ikke var ’bare’. Den var altkonsumerende til sidst. Den sidste måned skulle vi snakke en gang om dagen. Det vil sige, at jeg skulle. For det gjorde ondt, men jeg kunne ikke finde ud af at sige, at det bare gjorde ondt. Jeg skulle jo have et svar på det. Jeg skulle have en løsning. Og det måtte ikke handle om hende. Jeg skulle bekræfte hende. Men det føltes også lidt, som om det måske handlede om hende. At hun ikke var den rigtige. Fordi den rigtige skulle jo ikke gøre ondt. Den rigtige skulle jeg være tiltrukket af. Jeg havde jo haft det fint nok inden Stine. Fordi jeg ikke tænkte på alle de ting ved mig selv, jeg skulle ændre på, fordi sådan er det vel bare at være i verden? I det mindste havde jeg venner, jeg kunne være mig selv med altid. … For det meste.
Så længe vi ikke delte den usikkerhed, jeg gik rundt med i mig selv. Kun den sikre del. Den del, som ikke gør alt for ondt. Den kunne jeg dele, men venskab handler vel heller ikke så meget om at dele alt, men mere bare at dele det, der er belejligt i den specifikke relation. Ikke? At jeg ikke havde nogen, jeg følte, at jeg kunne dele de usikre usikkerheder med, så jeg ikke som et problem. Mere som et livsvilkår. Det var jo op til mig at fikse det. Det var mine problemer. Hvad er et problem uden løsning? Useriøst. Noget der skal løses.
Bortset fra det havde jeg jo haft det fint inden Stine. Jeg kunne være glad og smile med maven. Nogle gange. Ikke lige når jeg var for meget sammen med min familie, for så følte jeg på et tidspunkt omkring anden- eller tredjedagen, at der kom et udefinerbart pres på mig, som var ret ubehageligt, og som jeg måske måske-ikke ville kunne håndtere i dag, og som, hvis jeg skal være helt ærlig, faktisk også var ret altkonsumerende og kom med en dyb følelse af at være forkert, som jeg ikke kunne sætte ord på. Men de situationer kunne jeg jo forsøge at holde mig lidt fra. Jeg er måske bare ikke så stort et familiemenneske på det punkt. Det kunne jeg undre mig over, når vi ikke lige havde været sammen i to-tre dage. Når det hele lige var på afstand. Der hvor verden føles sikker igen.
Bortset fra det havde jeg jo haft det fint inden Stine. Det altkonsumerende ubehag var da i det mindste begrænset til begrænsede situationer. Så det burde vel ikke føles altkonsumerende ubehageligt med Stine. Hun var nok ikke den rigtige. Men jeg havde jo satset alle kort på, at hun var den rigtige. Jeg havde fulgt manuskriptet. Gjort de rigtige ting. Hvad er det for en vanvittig verden, vi lever i, hvis det er forkert at følge manuskriptet til punkt og prikke? … En ret mørk verden, hvis man satser alt på det, fandt jeg ud af. Mørk og ubehagelig. Fjern. Isoleret. I verden, men ikke med verden. Som en … som en hvad? Det ved jeg ikke. Manuskriptets krigere belønnes med mørke. Hvorfor føles det, som om man vedvarende skal kæmpe med mørke? Fordi vi frygter det. Dyk ned i det. Vær det. Luk det ind. Lad det flyde igennem. Find ord til det også. Det fortjener også ord. Det fortjener også eksistens
