Hvordan må det ikke føles at være en bølge? Jeg sidder og kigger på mange uden for mit vindue, mens skumringen nærmer sig. Hver og en kommer dér fra syd, fra længere nede ad søen, og bevæger sig rytmisk mod den lille stenstrand nedenfor. De er der et øjeblik, og så er de væk. De er der, jeg kan se dem, men hvad er de?
Jeg kan samtidigt se, at det samme vand ikke følger hver enkelt bølge. Bølgen bevæger sig igennem vandet. Så hvad er bølgen hvis ikke en masse vand, en vandmasse, der bevæger sig fremad?
Jeg kan pege på hver enkelt bølge. Jeg kan give den ordet bølge, og du kan forstå, hvad jeg mener, men hvad mener jeg?
Bølgen er der rent fysisk, indtil den slår mod stranden. Andre går i sig selv på vejen. Men hvad er bølgen? Jeg kan ikke have en bølge. Kan jeg andet end at pege på den og konstatere, at den var der, selvom jeg ikke kan bevise, at den nogensinde var det?
Jeg kan selvfølgelig tage et billede af den, hvis jeg er hurtig nok. Jeg kan male den, hvis jeg er god nok. Men hvad er det, jeg har taget et billede af? Hvad er det, jeg har malet? En sø, der ikke er flad. Et stilbillede, som i min fantasi kan blive levende, for jeg ved jo, hvad en bølge er, men hvad er så bølgen?
Jeg kan filme den, men til hvilken nytte? Så jeg kan pege på den igen og igen?
Og hvad er det, jeg peger på? En vandmasse, der hæver sig med en bestemt hastighed i en bestemt retning, men selve vandmassen er ikke bølgen. Bølgen er altså ikke stof. Det er en bevægelse af stof. Det er vandmolekylernes rytmiske bevægelse, som den er forårsaget af en ydre kraft. I dette tilfælde foran mig, vinden.
Så en bølge er en specifik bevægelse af et specifikt stof? Pudsigt at en bølge er et substantiv, hvis det i virkeligheden ikke er en substans. Gad vide om jeg så nogensinde finder ud af, hvordan det føles at være en bølge.
