Hvis kærlighed er at give plads, altså at give plads til det, der ikke lige passer ind i ens egen verden eller ens billede af, hvad den anden burde være, for det må det jo være: at give plads på trods.., at ville at den anden skal være hele sit selv på trods.., er det så måske derfor, jeg ikke kan mærke Elins kærlighed, når jeg ikke er i min kerne? Altså fordi jeg ikke viser hele mig selv? Fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg har gemt, og hvor jeg har gemt det. Fordi det føles lidt som en løgn, når nu hun elsker mig uden at se alt det "grimme", som jeg ikke viser indenunder?
Måske kan hun se det, men hvis jeg ikke føler, at jeg deler det hele, er det måske der, den ligger. Hvis jeg skal føle kærlighed, må jeg altså have plads til at dele alt, jeg kan, og grave dybere end det. Det kræver, at hun har lyst og overskud til rent faktisk at se mig. Hele mig. Tålmodighed til at jeg finder det frem. Fumler mig frem. At jeg får sagt højt, at det er det, jeg egentlig har brug for, for hvordan skulle hun ellers forstå det?
Kærligheden holder sig fra mig, lige så længe jeg holder noget af mig selv fra omverden. Så længe jeg skjuler noget, har jeg ikke trådt helt ind i verden. Holder mig på afstand. Holder verden på afstand. Og derfra kan jeg så dømme mig selv og andre. Derfra kan jeg vurdere. Derfra kan jeg male gaze. For jeg er isoleret fra andre subjekter. Jeg er på afstand i min egen verden. Jeg er centrum. Mine behov og lyster regerer absolut. Andre reduceres til noget for mig. Kæreste. Kvindekroppe til sex. Bryster. Jeg har magten, men jeg er magtesløs. For verden er ikke inde i mig. Jeg er isoleret herinde. Med ting jeg ikke har bedt om. Skåret af fra kærlighed. Skåret af fra omsorg. Skåret af fra forbindelse.
Forbindelsen til mig selv bliver grå. Følelsestom. Eller -ubehagelig. For jeg har trådt væk fra verden. Jeg er ikke ærlig. Jeg gemmer dele af mig selv, fordi jeg tror, dybt nede, at de ikke må få plads. De virker forkerte. Hvem skulle ville se dem? Bare se dem. Hvem skulle ville se hele mig?
Så jeg er ikke helt ærlig. Gemmer mig fra verden. Er den eneste, der forstår. Alene i en meningsløs verden. FORDI JEG IKKE TØR VÆRE ÆRLIG. Fordi jeg ikke tør dele det hele. Hvilket er svært i en verden af isolerede, dømmende subjekter. Dommen har magt over os, indtil vi finder ud af, at der findes en anden vej af kærlighed og plads. Nej, også der. For vi er forbundet på den vej. En vej hvor vi forsigtigt må begynde at dele igen. Altså langsomt træde tilbage ind i en verden af forbindelse. Hvor alt ikke er muligt, fordi jeg indgår i et system, fordi jeg er intimt forbundet med alt omkring mig, men hvor uendelige muligheder mister sin betydning over for den dybe, altomfattende forbundethed.
Der føler vi os hjemme i verden igen. I stedet for at jage muligheder, til vi dør. I stedet for at jage følelsen af hjem på den anden sige, bag næste hjørne, i næste køb, hos næste partner. Hjem er ikke derhenne. Hjem er der, du formår at være helt ærlig. Og hvor du bliver set. Bare set.
Hjem er lige så sikker som tyngdekraften, når du tør træde ind i verden igen fra din trygge isolation. Teorien er simpel nok: vær ærlig (på din banehalvdel). Det er praksis, der forvirrer os. Der kræver øvelse. Vilje. Mod.
Jeg burde nok ikke slå mig selv så meget i hovedet over det. Det er det modigste, jeg kan komme på.
