Strækket i knæhaserne. Vinden i trækronerne, der tiltager og aftager. Hængekøjen, som svajer let. Jeg skal finde en tanke til i morgen. Søger i mine gamle tanker. Tanker, som blev tænkt på vejen. Tanker, som flosser en anelse. Man kan skimte en vej hertil i dem, men de har stukket i flere retninger. Haft flere idéer til grund. En stor idé er isolationen som præmis. At den anden skulle være sig selv, så jeg kunne se dem. At jeg skulle være mig selv, så de kunne se mig. Se. Observere. Beundre. På afstand. I en verden defineret af det, vi kan se. Med mindre sans for det imellem. Mellem tingene. Mellem menneskene. I mellemrummet. For jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke se mellemrummet som andet end fraværet af ting. Tingene forblænder mig, og jeg vil forblændes. For jeg kan ikke se andet. Jeg kan ikke se en anden vej. Platon beskrev det. I hulelignelsen. Vi forblændes af det, vi kan se. Skyggerne på væggen, fordi det kræver noget at rejse sig op og vende sig om, når alt, man nogensinde har set, er skyggerne. Hvis skyggerne ser fine nok ud, hvorfor skulle jeg så vende mig? Er det ikke okay sådan her?
Hvordan ser jeg det, som ikke kan ses? Måske ikke med øjnene. Så skal de da i hvert fald knibes godt sammen. Hvorfor skal jeg se det, der ikke kan ses? Ja, det var da et formidabelt spørgsmål. Jeg håber, at der er nogen, der kan svare på det. Måske fordi rengøringspersonen, som ikke ligner mig, og som jeg overser, men som i virkeligheden holder rummet imellem rent, også er centrum for sin verden og måske fortjener at træde ud af sin usynlighed for mig og blive set? Måske fordi sansen for rummet imellem er en sans for bevægelse, hvilket er en sans for forbundetheden. Sansen for at-heden. At vi bevæger os igennem tid og rum. Ikke hvad og ikke hvordan kan det bruges. Bare at. At det er. At vi er. For det deler vi. Mellemrummet rummer vores forbindelse. Forbindelsen, som vi ikke kan se, men som måske er det virkeligste af alt. Trådene imellem os. Energien. Mellemrummet, som binder sammen. Mellemrummet er en teksts mørke stof. Det er det intet, det uforståelige, som muliggør tekstens eksistens overhovedet. Mellemrum binder det. Definerer tingene og lader deres betydninger forbinde.
Nu kiggede jeg op fra hængekøjen og så ting. Det er forbandet svært at se det, jeg ikke kan se. Måske er det derfor, det giver mening at betænke det i stedet for. Og måske er der også en mening i at leve det. Forsøge at se dybere end isolerede ting, så man ikke selv havner som en.
Shit hvor er de her træer ligeglade med min tanke. De svajer stadig. Lader sig bevæge.
Den tanke var ikke så følt. Hvor ligger de tanker lige nu?
Jeg drømmer om at kunne være følelsesmæssigt nøgen med mine nærmeste. At have evnen. Evnen til at give slip. Ikke forsøge at holde tårer tilbage, fordi det ville være lidt for nøgent. Ikke forsøge at holde min mors kram og øjenkontakt lidt på afstand. Jeg drømmer om at kunne slukke for selvbevidstheden længe nok til bare at kunne være mig selv i verden. Uden at dømme det selv. Jeg drømmer om at kunne elske. Jeg drømmer om en verden, der føles dybere og mere forbundet, end den gør normalt. At jeg kan få rigtig forbindelse til verden og andre. At jeg kan mærke den. At jeg ikke står herude og kigger på den. Observerer den. Det har jeg gjort længe nu. Jeg drømmer måske lidt om at leve i den verden, min mor lever i. En verden, som er lys, fordi jeg ikke er forkert, og jeg behøver ikke havne i forkerthedens blindhed, hvor jeg hverken har ord eller mulighed for andet end at trække mig fra situationen i ubehag, fordi jeg kan sætte ord på, når det sker. Jeg vil gerne mærke verden. Jeg har forvildet mig væk fra den. Den er kommet på afstand. Måske fordi jeg er mand. Måske fordi jeg er menneske. Måske fordi jeg er mig. Jeg er for det meste et godt menneske udefra set, og det føles fint, men det føles også lidt ligegyldigt, hvis jeg ikke kan mærke verden, altså virkelig have den helt derinde, hvor jeg røres af ting.
Misforstå mig ikke. Jeg har det fint nok sådan her. Jeg kan bare godt blive lidt træt af følelsesreduceret fint nok nogle gange. Men det er måske bare mig.
